GrimFest løfter sløret for de første otte navne

Foto: Blaue Blume // PR

Den snart 16-årige festival GrimFest, der står for god stemning og fed musik, har idag annonceret de første otte artister, der kommer og skaber en mindeværdig tre-dages festival i Brabrand.

Havefestivalen GrimFest løber af stablen den 30. august til 1. juli 2020, og finder som altid sted på Grimhøjvej i Brabrand. Og med det nye skaber-initiativ GrimMaker som vil blive afholdt tre dage op til GrimFest, er der meget godt i vente. På GrimMaker får du mulighed for at slippe dig selv og dine idéer løs. Her dyrkes eksperimentkulturen, og der vil på de tre dage blive skabe et samfund, der har grobund i åbenhed, skabertrang, kreativitet og bæredygtighed. Men det bliver heller ikke kedeligt, når selve musikken går i gang – festivalen er nemlig ude med de første otte navne til programmet.

Festivalen får besøg af den anerkendte indierockgruppe Blaue Blume, der har taget Danmark med storm med deres forrygende organiske melodier og sørgmodige univers. Efter en længere pause kom bandet tilbage på banen med deres roste album Bell Of Wool her i 2019, så der er masser at glæde sig til.

Eks-kæresteparret, der udgør popduoen JÆRV, kommer også og sparker gang i festivalen med deres interessante lyriske univers og dansable melodier. Fra popskuffen kommer prinsen KOPS, som selvfølgelig medbringer sine ørehængende popmelodier, der har høstet ham stor succes i det seneste år. Dertil kan man glæde sig til at se den fremadstormende kunstner Tessa, der med sit nye take på dansk hiphop forhåbentlig vil skabe en solid fest – og hvis man er til rap kommer Tobias Rahim også forbi og spiller sine radio-rotations- og P3s-uundgåelige-sange, der har haft stort indtog på den danske musikfront i 2019.

Se alle dagens annoncerede navne her:

Blaue Blume
Gypsies
JÆRV
KOPS
Orkestr Partisanski
Tessa
Tobias Rahim
Verdens Sidste Idé

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com