fbpx

Lydmors nye single er en forsinket julegave til alle elektropop-elskende hjerter

Foto: Anine Petra

by:Larm-aktuelle Lydmor smed singlen “Lsd Heart” i sensommeren og følger nu op med “Guilty (Kill Me)”.

Jenny Rossander – der går under navnet Lydmor – har været ret flittig på live-fronten i år. I september udgav hun en single, og nu er hun ude med endnu en. “Guilty (Kill Me)” hedder den, og nummeret her flyder over af synthbølger og er en storladen elektronisk produktion.

Lydmor fortæller selv om nummeret:

– Jeg har ikke lyst til at afsløre for meget om, hvad sangen handler om – teksten forklarer det ret godt – men jeg synes, at sangen indvarsler den retning, jeg bevæger mig i som kunstner. Efter et ret intenst koncertår vil jeg i 2020 bruge tid på at udvikle mig yderligere som kunstner med en række tværkulturelle samarbejder. Næste år skal jeg således både samarbejde med Corpus på Det Kgl. Teater samt lave soundtracket til en ny opsætning af William Shakespeares ‘Helligtrekonger’ på Oslo Teater.

Den elektroniske pop-artist har altså medvind, der tyder på også at blæse hende godt afsted i 2020, hvor hun også gæster den norske branchefestival by:Larm.

LINK
Tags: