fbpx

Ugens Upcoming: Jane

Foto: Asbjørn Rosenlund

Jane er en dugfrisk duo, og de fortæller her om deres musikalske inspirationskilder, og hvordan projektet startede.

Den Københavnske duo Jane blev til, da Johanne Frandsen og Jason Cameron besluttede sig for at lave musik sammen for at bearbejde deres individuelle hjertesorger. De skaber elektronisk R&B, og i november havde vi premiere på musikvideoen til deres debutsingle “Stay”. Og nu er de vores Ugens Upcoming, så du kan komme ind under huden på duoen.

Hvem er Jane?

Johanne: Jane er dit indre, usikre teenage-jeg. Hun leverer soundtracks til de frustrationer, du ikke selv tør sætte ord på.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Jason: Elektronisk & poppet R&B?

Johanne: Enig.

Hvordan startede I?

Jason: Johanne og jeg mødtes en sommerdag under et træ i en park for at drikke en øl. Vi havde begge hjertesorger, og hun foreslog at vi kunne smutte hjem til mig og få bearbejdet det lidt sammen ved at lave musik. Det blev jo så senere til Jane!

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?

Jason: Som regel lytter og udveksler vi ny musik for hinanden, når vi finder noget, som vi synes er fedt. Jeg laver typisk et instrumentaludkast, som Johanne forhåbentligt kan lide, og så mødes vi og indspiller.

Johanne: Ja, nogen gange skriver jeg et tesktudkast hjemmefra, og ellers mødes vi bare og winger den i studiet.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Jason: Svært spørgsmål. Johanne og jeg har hver især haft en lyd, inden vi lavede Jane, og så har vi sammen udviklet noget nyt derfra. Er selv kæmpe fan af Stones Throw Records – de har kunstnere som Mndsgn og Thundercat. Men artister som Flying Lotus og Quadron lytter jeg også meget til. Galimatias er også rigtig sej!

Johanne: For mig har We Are King betydet rigtig meget for den måde, jeg skriver tekster og laver kor på.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Jason: Ella (Fitzgerald) & Louis (Armstrong ) vinylen ligger og samler støv på min ødelagte pladespiller… HVIS den havde været til reperation, ville der nok ligge Thundercats “Drunk” på den.

Johanne: Jeg lytter en del til OWMIs EP Tourner, og de nye udgivelser fra UNA-LUGA.

Hvad er I i gang med lige nu?

Jason: Vi udgiver flere numre i det nye år, og så skal vi i studie og indspille en masse ny musik.

Johanne: YES.

Hvad er drømmen?

Jason: Helt klart at blive ved med at lave og udgive musik som kan nå ud til, og forhåbentlig betyde noget, for en masse lyttere.

Johanne: Og så også få lov til at komme ud og spille nogle koncerter!

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Johanne: “NLT (What Erykah Said)”, som udkommer i det nye år!

Jason: Så den kan I jo glæde jer til … Vi gør i hvert fald!

Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være? 

En flaske hvidvin.

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com