fbpx

Konkylie Recordings præsenterer: Fotoserie fra Konkylie Label Nights med Jenny, Afskum og First Flush

Alle fotos: Peer Jon Ørsted

I løbet af 2019 har Konkylie Recordings afholdt Label Nights i flere af landets store byer – i starten af december blev det Aarhus’ tur til at opleve de friske skud fra pladeselskabet. Få et indblik i koncerterne med en fotoserie fra aftenen.

Det nye indie-label, Konkylie Recordings fra København, afholdte tidligere på måneden endnu en af deres Label Nights, hvor man blev præsenteret for nogle af deres mest lovende talenter. Tidligere i foråret kunne vi også bringe en fotoserie fra en aften på Teater Momentum i Odense – denne gang blev det TAPE i Aarhus, som kunne nyde musikken fra de spirende talenter.

Det grænsesøgende pladeselskab samler deres unikke indie-artister i et kreativt fællesskab og huser blandt andet artisterne Etagen Under, Uden Ord, Afskum og First Flush. Til aftenen i Aarhus var fotograf Peer Jon Ørsted til stede og dokumenterede de forskellige koncerter.

Afskum

Prince Askar står bag projektet Afskum, der endnu ikke har nogle officielle udgivelser ude, men der er god grund til at glæde sig til det nye år – for der bliver kunstnerens rå tekster og ambitiøse beats udfoldet for resten af verden.

First Flush

Kvartetten First Flush har haft et solidt 2019, med en del liveshows og en Steppeulven-nominering som Årets tekstforfatter for albummet Spira (2018). Næste år lander endnu et album – og vi kan ikke vente med at høre mere fra den poetiske og nyskabende gruppe.

Jenny

Den nye trio Jenny slap i juni måned deres debutsingle “italia is the End of the World”, der i bedste lo-fi stil skaber et storslået filmisk lydbillede med 80’er synths, tempofyldte guitarriffs og simple korharmonier. Sophia Hage, Emma Ottsen Knudsen og Barbro Kuypers står bag det spritnye projekt, der allerede har fået opmærksomhed i form af en Steppeulven-nominering for Årets Sang. Vi kan kun glæde os til at høre mere fra den talentfulde trio.