fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 51 – 52

Foto: Thomas Dybdahl // Jean Baptiste Mondino

Så er vi igen klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra label-fest og danske upcoming elektroniske artister til Atlanta-rap og norsk pop. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

J.I.D

Hvornår: Tirsdag den 17. december
Hvor: Pumpehuset

Den talentfulde rapper Destin Route aka J.I.D, torpederede sidste sommer Loppen, med Dreamville (J. Coles pladeselskab) -kollegarne Earthgang. Nu er det blevet Atlanta-rapperens tur til at headline i København, og han er klart en anbefaling værd. Han er udnævnt til en af sin generations bedste lyrikere, og det lyriske talent udfoldes gennem bar-heavy rap, der sammensmeltes med de vildeste beats. På det seneste album DiCaprio 2, havde han features som A$AP Ferg, Method Man, Joey Bada$$, Ella Mai, 6LACK og Dreamvilles egen J. Cole med. Vi tør godt love, at det bliver en heftig og pragtfuld omgang.

Mikkeller x Trentemøller

Hvornår: Onsdag den 18. december
Hvor: Vesterbro
Chinese Food

Bryggeriet Mikkeller har teamet op med nogle af deres yndlingsartister for at lave unikke playlister til deres restauranter og barer. De har på det seneste arbejdet med musikken på både deres danske og internationale locations, gennem playlister, events og musikalske samarbejder, og arbejdet på at få musikken til at gå hånd i hånd med den oplevelse man får på de enkelte barer og restauranter. Hver playliste er opkaldt efter en Mikkeller-øl, og matcher en af Mikkellers locations. Derudover har de sat gang i nogle mixtapes i samarbejde med forskellige artister, så som Lowly, Rick Astley, Aaron Dessner (The National), First Flush, Blaue Blume og Chinah. Artisterne lancerer deres playlister ved events, og hver playliste kommer til at spille på alle Mikkeller-locations rundt om i verden, i en uge ad gangen. På den måde får gæsterne lov at høre ‘deres favoritters favoritter’. Trentemøller står bag en af disse playlister, og han lancerer den ved et event på Vesterbro Chinese Food på onsdag. Eventet er gratis, så der er ingen undskyldning for ikke at slå et smut forbi. Når du det ikke, så læg mærke til musikken næste gang du er på La Neta, Ramen to Bíiru, Øl & Brød, eller en af Mikkellers mange barer. Tjek også Mikkellers Spotify-profil ud, hvor playlisterne er lanceret.

Wonderwhy X We Are Suburban Labelnight

Hvornår: Onsdag den 18. december
Hvor: Hotel Cecil

Koncertkonceptet Wonderwhy og musikselskabet We Are Suburban afholder et gratis arrangement, hvor du kan opleve pop-poesi fra Blæst, elektronisk pop fra Excelsior, R&B fra Ernest, dansksproget folk fra Marc Facchini og 90’er-indie fra EmmaDop. Der er lidt af hvert at hente fra den danske musikscene, så giv Hotel Cecil et visit, når Wonderwhy og We Are Suburban slår pjalterne sammen på onsdag.

Nilas + Kr4n

Hvornår: Onsdag den 18. december
Hvor: Knuds Kiosk (Sydhavnen) Aarhus C (Train)

“Generator” er Train Lives koncept, hvor de har fokus på at vende mere opmærksomhed mod for eksempel elektroniske genrer. De bringer kunstnerne ud af huset, og de næste acts til dette koncept er Nilas og Kr4n. Nilas har masser af streams og er velspillet i radioen. Med både remixes og egne produktioner hersker Nilas i sit elektroniske R&B-univers, der henter inspiration fra USA og Sydamerikas musikscene. Kr4n er en eksperimenterende elektronisk duo, med et smukt musisk landskab og eksperimenterende lydbillede.

Thomas Dybdahl

Hvornår: Fredag den 20. december
Hvor: Musikhuset Aarhus

Thomas Dybdahl er måske Nordens svar på John Mayer, og danskerne er mildest talt vild med den norske singer/songwriter. Han er en af Skandinaviens mest talentfulde af slagsen, og af danske optrædener kan blandt andet nævnes VEGA og Roskilde- og Northside Festival. Nu er det blevet Musikhusets tur til at være vært for normanden, der dagen forinden giver en udsolgt koncert i København, i Store VEGA. Hans seneste udgivelse er den friske single “45”, der går rent ind, og giver lyst til at stryge afsted til Musikhuset for at opleve nummeret live.

Gå heller ikke glip af:

Den Gale Pose – Fredag den 20. december, Lille VEGA
Bikstok – Lørdag den 21. december, Store VEGA
Benal – Mandag den 30. december, Store VEGA

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com