fbpx

School of X om sin nye plade ‘Destiny’: Endemålet er at udvikle sig

Foto: Fryd Frydendahl

I midt-november slap den eksperimenterende og alsidige musiker School of X sin plade ‘Destiny’, og i den forbindelse tog vi en snak med kunstneren om hans tilgang til musikken, som en måde at udtrykke noget, der er svært på anden vis.

Bag en høj jernport i det ydre nordvest ligger der et skur med svenskrødt træværk – et lille kolonihavehus gemt væk fra store veje og byens støj. Her møder jeg Rasmus Littauer, også kendt under kunstnernavnet School of X, en kold november eftermiddag i det musikkollektiv, som han har med sine gode venner. Efter den første kop stempelkaffe er blevet skænket fortæller musikeren, hvordan hans nyeste EP Destiny er blevet til på de hyggelige små 10 kvadratmeters studie.
Der er på dette tidspunkt to dage til, at pladen udgives, og kun omkring 24 timer inden Littauer skal stå foran sine venner, familie og fans til releasekoncerten på Vester Vov Vov. Selvom han har spillet flere af de nye numre live i løbet af foråret og sommeren, er det tydeligt, at der mange nerver på hos den ellers rutinerede musiker – særligt på grund af det sangtekniske. 

Jeg er virkelig nervøs over det. Det er helt klart ikke mit instrument at synge – det er det selvfølgelig ved at blive, men jeg føler mig endnu ikke helt sikker i det. Men jeg synes også det er ret sjovt ikke at føle sig sikker.

Trommesættet, der ellers plejer at være centrum for Littauers faste job som trommeslager for blandt andre MØ, er for en stund sat væk i hjørnet af studiet – og sådan har det været i noget tid. Efter flere år med mange måneders turné af gangen har der været en længere periode, hvor Littauer har kunnet fokusere udelukkende på sit eget projekt. 

– Det har helt klart været på tide, at jeg kun lavede School of X i en periode, fordi jeg har været så meget sammen med andre artister. Det har været svært at komme ud af de projekter, jeg har været i, for kun at gøre det her, for der har også været en afhængighed og tryghed i blandt andet at rejse helt vildt meget.

Der er sket meget siden musikeren udgav sin debut-EP Faded. Dream. tilbage i 2017 – udover at debuten blev lavet i samarbejde med hans storebror Simon Littauer mens Destiny er lavet helt alene, har musikeren også sonisk afsøgt helt nyt territorier. Produktionen på pladen er langt hen af vejen ‘stripped down’, og æstetisk arbejder Littauer med balancen mellem akustiske elementer som spansk guitar og blæsere og ekstremt manipulerede, digitaliserede lyde – som er med til at skabe store kontraster i lydbilledet. 

Alt fra pitchede korstemmer på titelnummeret, spansk sang fra Ana Perrote på “Mi Sueño Favorito”, et væld af storslåede saxofoner på “I’ll Never Be Ready to Die”, forvrængede guitarlyde på “Write My Name” og den smukke, nervefulde autotune-stemme på “Loose Ends” er med til at skabe den store dynamik på pladen. Og selvom den i klassisk ‘popproduktion’ – og til dels også i forhold til debut-EP’en – er minimalistisk i udtrykket, er det nogle enormt detaljerige numre, som er legende og nysgerrige og ikke følger nogle faste idéer om form og instrumenteringen. For Littauer har denne udvikling dog været en selvfølge:

Jeg ikke rigtig tænkt over, at lyden har ændret sig, før der var nogle der sagde det, da vi udgav første sang [red. “Destiny”], men jeg har heller ikke tænkt på min gamle EP, da jeg lavede den her. Jeg har ikke vidst, hvordan den her EP har skullet lyde, før den var færdig, så jeg har ikke haft en idé om, hvordan det skulle være. Dengang den her EP var færdig, syntes jeg slet ikke, den hang sammen. Jeg syntes det var vidt forskellige numre, og når jeg hører den nu, så synes jeg, det hænger fuldstændig perfekt sammen. Den har samme lydunivers, og den virker enorm homogen, og det syntes jeg slet ikke, da jeg lavede den.

Selvom det ikke er mere end et par uger siden, Destiny så streamingtjenesterne- og musikbutikkernes lys, blev pladen allerede sendt til mastering i midten af januar i år. Den lange ventetid var dog ikke meningen, men Littauers tidligere pladeselskab Art People blev opkøbt, og de folk, han arbejdede med i projektet, stoppede – og pludselig stod han derfor uden et pladeselskab. Men i foråret fandt musikeren så sammen med det danske indie-label TAMBOURHINOCEROS, og så kom udgivelsen igen på rette spor. 
Dog blev det for begge parter først realistisk med en release i dette efterår, og derfor har pladen egentlig ligget klar i mere end 9 måneder, og som Littauer også siger: »det har været et helt surrealistisk forløb, og det er bare helt vildt for mig, at den udkommer nu, fordi det har været en plade, jeg har haft selv i lang tid«

Læringsprocessen som endemål

Jeg har haft et ønske om, at den her plade skulle et nøk op fra den sidste, og at det skulle gå lidt bedre – nu har jeg så nok fundet ud af, at den her plade er så anderledes, at det bare er en ny vej, som jeg er gået ud på. Og det næste bliver nok også anderledes end den her siger Littauer med et smil på læben, og fortsætter.

Læs også  Ugens Upcoming: JNS

– Jeg tror også, jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke synes, at målet er, at det skal være færdigt. Målet er måske mere at stoppe, når man nogenlunde har fået udtrykt, det man skulle udtrykke.

School of X er i sin kerne etableret ud fra en filosofi om ikke at være fastlåst i én måde at være kreativ – med inspiration fra Den Eksperimenterende Kunstskole fra 1960’erne som har haft kunstnere og tænkere som Paul Gernes, Richard Winther, Jørgen Leth, Troels Andersen og Per Kirkeby, hvor læringsprocessen var vigtigere end målet – og nye mål først blev indfriet, når man ikke fra starten vidste, hvor rejsen ville føre hen.

– Det er helt klart noget, jeg går enormt meget ind for. Jeg har fået kritik fra nogle, som har svært ved at forholde sig til det nye musik fra School of X og det, at det er helt anderledes end det gamle – som om, at det ikke er en så god ting. Det kan jeg bare slet ikke forstå – det er jo det, det hele handler om. At man udvikler sig. Endemålet er at komme videre på en måde. 

Det er på mange måder et grundprincip fra Littauers side ikke at have et fast holdepunkt og ikke gå på kompromis, når det kommer til musikken. Selvom det kan være svært ikke at genbruge en skabelon, der tidligere har virket, er det allervigtigste at kunne udvikle sig og afsøge nye steder – og det er især noget, som musikeren bliver mindet om af sin kreative omgangskreds. 

Læs også  Da Sarah Klang var lille lagde en heks fra Göteborg hendes stjernekort. Om det er derfor hendes nye album er opkaldt efter et stjernebillede står stadig uklart

Imens vi sidder og snakker er Nick Labajewska Madsen (Vasco) og William Asingh (Vera) i fuld gang inde i studiet ved siden af. Og med de to musikalske søskende, storebror Simon Littauer og lillebror Jacob Littauer (Yangze), samt  tætte venner som Soleima og Liss, er der masser af kunstnere, som både kan give én en masse kreativ sparring, men som også giver én styrken og troen på, at livet som musiker er noget, man kan blive ved med.

Den omgangskreds, jeg kommer i, får mig til at tro på, at man sagtens kan leve sådan et liv her. Vi gør det allesammen, og nogle gange så tjener man penge, og andre gange gør man ikke, men det er ikke det vigtigste. Det er meget motiverende

Littauer fortsætter: 

– For 10 år siden var min største drøm nogensinde, at jeg ikke skulle lave andet end at være musiker – også selvom det ikke altid er den største forretning. Det er ikke en deal-breaker for mig. Der er bare en tro – både hos mine brødre og de, venner jeg har – at det går op og ned, og så kommer det nok på et tidspunk. Det er en større succes for mig at kunne leve som kunstner hele mit liv end at få et kæmpe gennembrud.

Littauer tilføjer dog hurtigt: »altså jeg ville vildt gerne have et kæmpe stort gennembrud, det er jo det jeg helst vil, men det er ikke der jeg er ligenu«

Med den minimalistiske æstetik på den nye plade får både tekst og melodi en central plads i hvert nummer, og det er tydeligt i den 29-årige kunstners musik, at det er store eksistialistiske spørgsmål, som udfoldes.

– Det er nogle heftige emner. Jeg tror nogle gange, jeg prøver at beskrive nogle følelser, som er så dybe, at de næsten er svære at finde frem. Jeg har i lang tid følt mig begrænset, og der har været noget, som har trykket mit hoved lidt ned på en måde – i forhold til virkelig at mærke det hele, og det er slet ikke fordi jeg er deprimeret, men det er det energiniveau, jeg for det meste har både når jeg laver musik, rejser og fester. Det er et forsøg på at få så meget som muligt ud af det. Det kommer nok fra et lidt angstpræget sted, hvor man er bange og ikke helt kan komme ind. Det er det, teksterne på albummet handler om på forskellige måder.

For Littauer bliver musikken en måde at udtrykke noget, som er svært at udtrykke på anden vis. Det har kunstneren fortsat med siden Destiny blev færdig tilbage i januar – og på nuværende tidspunkt er han i gang med en ny plade. Hvornår den kommer er dog stadig ikke fastlagt, men du skal nok regne med, at det bliver endnu en ny side vi får at se fra School of X. I mellemtiden kan du lytte til hele Destiny her: