fbpx

by:Larm annoncerer danske og svenske artister til programmet

Foto: Natasha

Så er der endnu mere nyt til plakaten for by:Larm 2020. Juryen har talt, og nu er de danske og svenske indslag udvalgt.

Af danske artister vil by:Larm 2020 byde på den københavnske pop-artist Bathsheba. Hun har spillet Hej Søster festival, og rygtet siger, at de første numre bliver udgivet i starten af det nye år – i perfekt timing til by:Larm. Også doula er føjet til programmet. Her står Frederik Gøtzsche bag, og repræsenterer dét Danmark er fremadstormende i i øjeblikket – nemlig post-punk og 80’er synt-pop. Nyere former for inspiration som MGMT og Alex Cameron er også at mærke i doulas lyd. Den sidste danske tilføjelse er Turquoise Sun. Deres elektroniske og psykedeliske surf-pop har gjort dem til darlings hos P3 og P6 Beat, og de har haft et samarbejde med Thrasher Magazine. Turquoise Sun tager debutalbummet Sunesthesia med sig og bliver det varme indslag til by:Larms kolde norske februar.

Fra den svenske front kommer Mopiano, der allerede har fastlagt sig som et stærkt producer-navn i hjemlandet. Dybe basgange og mørke beats møder hans vokal og munder ud i Mopianos egen lyd. Til sidst er svensk/russiske GHLOW kommet på plakaten, med deres vilde guitar og skarpe synths.

Festivalen finder sted den 27. – 29. februar 2020. 

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com