fbpx

White Lies – Store VEGA

Foto: Laura Voinescu
Venue: Store VEGA
Dato: Søndag den 1. december 2019

De britiske post-punkere lod sjældent euforien lægge sig under en velspillet og vellykket koncert.

White Lies – Store VEGA
4 / 5 Anmeldelse

Det var vist ikke gået nogen af de fremmødtes næser forbi, at White Lies dagen forinden havde leveret et brag af en koncert i DR Koncertsalen, så den spændte summen indfandt sig hurtigt i salen. 

Selvom det i år er 10 år siden, at debutalbummet To Lose My Life… udkom, er det tydeligvis stadig et album, der lægger tæt på hjertet for de mange fremmødte fans, og glædesudbruddet ved de indledende toner til åbningsnummeret “Death” var ikke til at tage fejl af. Det var en tydeligt dedikeret skare, og anledningen til den helt store fællessang kom da også tidligt på det efterfølgende titelnummer, der for alvor fik stemningen op nær kogepunktet. 

Forsanger Harry McVeigh strålede på scenen og både kropsproget og de sjældne anekdoter mellem numrene gjorde det klart, at glæden ved at stå netop her og spille dette album var fuldkommen uforfalsket. Og netop den glæde smittede da også af på publikum, der under resten af albummets gennemspilning var ét stort smil på trods af bandets ellers så mørke musikalske tendenser. 

Albummets sidste nummer, den absurd imponerende “The Price Of Love”, lukkede af for første del af koncerten, før White Lies for en meget kort stund forlod scenen. Både for at markere enden på To Lose My Life…, men muligvis også for at give publikums stemmer en velfortjent pause efter at have skrålet med på både “Unfinished Business”, “E.S.T.” og “Farewell To The Fairground”. 

Koncertens anden halvdel bestod primært af en række af bandets mere velkendte sange fra de senere albums, hvor særligt “There Goes Our Love Again” endnu en gang fik salen til at koge over. Under hele seancen virkede White Lies som en urokkelig klippe af mørk post-punk, og Jack Lawrence-Browns både insisterende og legesyge trommer kombineret med Charles Caves betagende korvokal og melodiøse basspil, der desværre ofte var en kende for lavt her til aften, lagde en enormt solid grobund for McVeighs vokal, der var decideret magisk under hele koncerten. 

Små fem kvarter inde i koncerten tog “Morning in LA” pusten ud af showet, og hverken den nye “Hurt My Heart”, en ellers fedt gyngende version af “Swing”, eller den afsluttende “Tokyo” kunne rigtigt trække den tidligere eufori frem igen. 

White Lies havde dog ingen intentioner om at forlade VEGA andre steder end på toppen, så fra første tone på første ekstranummer “Take It Out on Me” lod publikum langsomt stemningen strømme tilbage i salen før Store VEGA eksploderede en sidste gang under aftenens sidste nummer, den storslåede “Bigger Than Us”. 

På trods af et mindre dyk mod slutningen af koncerten var det følelsen af eufori og fællesskab, der stod stærkest denne aften, hvor White Lies endnu en gang vandt Danmark over. 

Tags:
,
Theis Jehl
theisjehl@bandsoftomorrow.com