20 nov Soccer Mommy annoncerer dansk koncert og udgiver ny single
Foto: Brian Ziff
Den nye single “yellow is the color of her eyes” viser en ny opdateret lyd fra den amerikanske musiker, og kommer med en flot kortfilm instrueret af Alex Ross Perry.
Sophie Allison har under kunstnernavnet Soccer Mommy længe floreret på internettet med sin intime soveværelses-rock og ærlige lo-fi sange. Sidste år kulminerede hendes sangskrivning med albummet Clean, der viste en mere seriøs og velproduceret side af Soccer Mommys musik, og tilmed resulterede i en mindre international succes. Nu er Soccer Mommy tilbage med singlen “yellow is the color of her eyes”, som følger op på den tidligere single fra i år “lucy”.
Den syv minutter lange single er udover at være Soccer Mommys hidtil længste sang, også et nummer der peger i retningen af en mere avanceret produktion og instrumentering. Sophie Allison beskriver selv sangen således:
– “yellow is the color of her eyes” er en sang, der betyder rigtig meget for mig. Sangen er inspireret af en periode, hvor jeg konstant var på tour, og hvor jeg følte, at jeg gik glip af ting – specielt med min mor. Det er også en sang, som jeg føler, virkelig viser min sangskrivning, når det kommer til instrumentering – så den gør mig virkelig stolt.
Soccer Mommy offentliggører sin nye single og musikvideo sammen med en stor verdensturné, hvor hun blandt andet lægger vejen forbi København den 6. juni på Hotel Cecil.
Se den flotte gule musikvideo herunder: