PREMIERE: Synthpop-trioen Got No Filter er ude med ny eksperimenterende EP

Foto: Dan Frisk Petersen

Med de fire nye numre på EP’en ‘Tryouts of Proper Synonyms for Love’ fører Got No Filter lytteren rundt i deres kompromisløse elektroniske univers.

Got No Filter er en københavnsk trio bestående af Cecilie Penney (vokal), Julie Bjørnskov (synth) og Anders Normann (trommer). Med afsæt i et eksperimenterende elektronisk univers skaber Got No Filter smukke synth-baserede sange fyldt med syntetiske vokaler, klubinspirerede beats og samples. Gruppen udgav i 2017 EP’en Fancy a Dream?, og er nu endelig klar med den spændende opfølger Tryouts of Proper Synonyms for Love.

den nye EP tager trioen fat i forholdet mellem mennesker og sociale medier, som de selv forklarer:

EP’en handler om, hvordan brugen af sociale medier påvirker menneskets følelser og består af fire numre med hver sin tematik; overvågning, kærlighed, identitet og kommunikation.

Got No Filter kommer godt fra start på Tryouts of Proper Synonyms for Love med den tidligere single “Brother, My Brother”. Sangens dybe synthesizers og effektive melodier viser gruppens sans for det atmosfæriske, som i slutningen af nummeret udvikler sig til et club-beat med hektiske percussion elementer. På EP’ens anden sang “Our Hands Fit So Easily” bliver Cecilie Penney og hendes nærværende, rumklangsfyldte vokal stillet i forgrunden. EP’en skifter tempo, og skruer op for intensiteten på tredjesangen “We Fade Out”, som med en pulserende bas, glitchy synths og et hurtigt trommebeat viser Got No Filters mere dansable side. EP’en slutter af med den tidligere single “Can You Relax Your Shoulders + Teach Us How To Feel”, som vi har skrevet om tidligere. Her finder gruppen for alvor deres eksperimentelle side frem, med flotte lydlandskaber og storslåede klangflader.

Lyt til den nye EP herunder, og smut forbi Nordvest Ølbar i morgen kl. 19, hvor Got No Filter performer og holder lytte-release.

Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com