11 nov Lewis Capaldi – Forum
Foto: Alexandra Gavillet
Venue: Forum
Dato: Søndag den 10. november 2019
Den skotske singer/songwriter Lewis Capaldis succes er siden sin debut accelereret med enorm fart – desværre var hans optræden i Forum Black Box alt andet end en verdensstjerne værdig.
[rwp_box id=”0″]
Lewis Capaldi åbnede koncerten med hittet “Grace,” og allerede her fik vi en forsmag på, hvad resten af koncerten havde at byde på. Capaldis hæse vokal var aftenen igennem belastende at høre på, og mange gange i løbet af koncerten knækkede hans hæse stemme, så det var umuligt at høre, hvad han sang. Hans svage stemme kombineret med den ringeste lyd, jeg har været vidne til i Forum, gjorde, at den halvanden time lange koncert blev søvndyssende kedelig og ensformig.
Aftenen bød på det ene svage nummer efter det anden, hvor ikke engang hits som “Hold me while you wait” og “Bruises” formåede at skille sig ud fra hans totalt unuancerede repertoire. Nummeret “Bruises” var en katastrofe, hvor Capaldi sang tå krummende falsk, da han forsøgte at få sin – i forvejen belastede stemme – til at gå i falset. Heller ikke Capaldis band var til megen hjælp. De spillede stabilt men formåede aldrig at bidrage med noget interessant til en koncert, hvor Capaldi under samtlige numre forsøgte at få publikum til at synge fællessang – måske for ikke at slide på sin egen stemme. Desværre kendte kun cirka en tiendedel af publikum numrene godt nok, og fællessangsfølelsen røg totalt til jorden hver eneste gang.
Nar Capaldi ikke leverede katastrofalt sang, forsøgte han sig som standupkomiker, hvor han til tider snakkede non stop i op til femten minutter. Det joviale publikum kvitterede med det ene grin efter det andet til trods for, at Capaldi aldrig rigtig sagde noget sjovt efter min mening. Hans personlighed hang på intet tidspunkt sammen med hans forsøg på at komme ud til publikum med sine ellers alvorlige sange, hvilket resulterede i, at der ikke på ét tidspunkt opstod et fint øjeblik, fordi han hele tiden skulle afbryde sig selv med ligegyldig snak.
Først med kæmpehittet “Someone you loved,” som Capaldi næsten brugte et kvarters ligegyldig snak på at introducere, fik han sin vilje, og publikum leverede den fællessang, han så desperat havde forsøgt at stable på benene i løbet af koncerten. Desværre var dette også aftenens første og eneste mindeværdige øjeblik, der desværre kom alt for sent og publikum begyndte at forlade salen halvvejs inde i det nummer, de havde stået og ventet på.
Man skal være ualmindelig stor fan af Lewis Capaldi for at kunne se nogle kvaliteter i aftens koncert, der endte med at blive en times ensformigt støj og en halv times ligegyldigt snak – og ikke på noget tidspunkt bar præg af, at det var en verdensstjerne, der stod på scenen.