01 nov Islandske Ásgeir annoncerer kommende album og er ude med ny melankolsk hymne
Foto: Anna Maggý
De drømmende guitarstrenge og Ásgeirs fløjlsbløde falcet har indkapslet en vemodig nordisk lyd i mange år – nu kommer den populære islændinge med sit tredje album til februar, og har netop givet en smagsprøve på, hvad der er i vente.
Med sig debutalbum Dýrð í dauðaþögn i 2012 fik den islandske singer/songwriter Ásgeir sat sin jordnære, melodiske guitar-folk ud i det nordiske musiklandskab. Først året efter kom den engelsksprogede version, som endte med at få stor opmærksomhed internationalt – blandt andet med nummeret “King And Cross”. På opfølgeren Afterglow (2017) fik musikeren sat et mere poppet aftryk på sangene, med numre som “Unbound” og “Stardust”.
Nu er Ásgeir klar med det nye udspil “Youth”, som kommer forud for islændingens kommende tredje studiealbum Bury The Moon, der lander den 7. februar 2020. Den nye single viser en tilbagevenden til folk-rødderne med fingernemt guitarspil, storslåede trommer og en nærværende vokal. Der er en melankolsk stemning over nummeret, som er skrevet i samarbejde med Ásgeirs far Einar Georg Einarsson (der også har været med inde over flere af albummets sange)
Hele sidste vinter har han tilbragt tiden i et lille sommerhus med en guitar og reflekteret over kærlighed og tab – som der nu er kommet et album ud af. Første udspil tegner godt for det som venter forude. Man kan desuden glæde sig til at opleve musikeren i slutningen af februar i enten VEGA eller Voxhall. Du kan varme op til albummet og koncerterne med den nye single, og den smukke tilhørende musikvideo: