Fra Grundtvigsalmer og fællessang til storslåede popsalmesange

Foto: Dennis Morton

Hymns from Nineveh bruger tro, udvikling, metaforer og eksistens som grundsten i sin nye single og kommende album.

Hymns from Nineveh, der ellers synger på engelsk, har valgt at synge dansk på sine to seneste singler “Stråle – Tåre – Dråbe” og “Kastanjer”. Det samme er tilfældet for gruppens nye nummer “Pilgrimssang”. De tre dansksprogede sange bliver en del af deres femte album Sindets Asyl, som er sat til at udkomme den 21. februar 2020.

Forsanger Jonas H. Petersen har valgt at lade temaet tro og eksistens være omdrejningpunktet for det kommende album. Her vil han formidle det personlige samt det komplekse. Jonas er tilhænger af en gammel tradition, der formidler vores fælles erfaringer gennem sang og poesi. Han er opvokset med fællessang og salmer, og derfor er det ikke så unaturligt, at dette har været en inspirationskilde i hans nye musik, og at der nu synges på modersmålet.

– Sangene på det her album kom efter en lang periode med uro og rådvildhed. En dag allersidst i januar, helt udenfor sæson, sang solsortene pludselig i birken udenfor mit vindue. Det blev mit vendepunkt. Det var som om, fuglene sang for mig – sange om, at forvandlingen var mulig, at der fandtes et asyl for mit sind.

De ni salmepopsange på Sindets Asyl fortæller om en troen på forvandling – en personlig forvandling – og at den rejse findes udenfor en selv. I naturen, i fællesskabet og i troen. “Pilgrimssang” beror på kontrasterne mellem det konkrete og det metaforiske, det mørke og det lyse:

– Sangene handler bl.a. om forholdet mellem dagslys tro og natmørk angst. Jeg har i perioder i mit liv lidt af angst – det er en følelse af ukontrollerbart frit fald – og man kan have brug for hjælp til at lande i sig selv og finde ro igen. I Pilgrimssang kommer denne hjælp helt konkret fra et minde om min søster og min familie, som en juleaften for nogle år siden, gik rundt om træet og sang Grundtvigs “Blomstre som en rosengård.” Jeg lod dem synge for mig. Og som de sang versene ”Rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde” blev det nærmest en fysisk oplevelse af ro der indfandt sig i mig. Min families salmesang blev en modgift mod angsten.”

Lyt til den smukke sang her:

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com