08 nov FKA twigs – MAGDALENE

Foto: Matthew Stone
Label: Young Turks / Playground Music
Udgivelsesdato: Fredag den 8. november 2019

FKA twigs er nu på banen med det længeventede album ‘MAGDALENE’. Desværre lever udspillet langt fra op til forventningerne.

[rwp_box id=”0″]

Tahliah Debrett Barnett kendes bedst under kunstnernavnet FKA twigs, og den britiske sanger og sangskriver har efterhånden en lang karriere bag sig.

Som 17-årig flyttede hun til London, hvor hun arbejdede som backup-danser for navne som Jessie J. og Ed Sheeran, og en håndfuld år senere gjorde hun sin musikalske debut med 2012-udgivelsen EP1. Siden har hun udsendt ét fuldt album og én EP, og alle udgivelser har været modtaget med kyshånd blandt både lyttere og branchefolk verden over. Mange har ventet i spænding på andet album fra FKA twigs, men desværre må MAGDALENE betegnes som en temmelig ujævn præstation. 

Siden begyndelsen har FKA twigs udmærket sig ved et meget alternativt genregreb. Hendes musik blander som regel både elementer fra triphop, pop, R&B og avant-garde, og resultatet er et unikt og meget karismatisk musikalsk udtryk. Dette gør sig også gældende for MAGDALENE, men på albummet udviser FKA twigs ikke sin sædvanlige kompositoriske kontrol. I stedet synes langt de fleste af numrene fragmenterede og ufokuserede, og albummets mange hængepartier opvejes langt fra af de sporadiske lyspunkter. 

Lad os se nærmere på, hvad der rent faktisk fungerer på MAGDALENE. For det første rummer albummet unægtelig et par gode melodier. Åbningsnummeret “thousand eyes” indledes af et hymne-lignende, flerstemmigt kor, som henleder tankerne på noget organisk og næsten urmenneskeligt, og samme smukke stil udfoldes på “mary magdalene”.
For det andet kan man ikke undgå at bemærke, at FKA twigs har et solidt flair for kontrastfulde kompositioner. Flere af numrene kendetegnes ved et fint modspil mellem hendes lyse vokal og en slæbende, tung og triphoppet percussion, og særligt på anden halvdel af “fallen alien” ser elementerne kortvarigt ud til at gå op i en højere enhed. 

Dog går der ikke lang tid, før albummets mest presserende problem melder sin ankomst. Man når knap at finde sig til rette i det vægtige udtryk, før FKA twigs skifter stil, og på “fallen alien” ændrer nummeret karakter fra tungt og rytmiseret til skrøbeligt og melodisk. Albummets konstante vekslen mellem fundamentalt forskellige udtryk gør, at MAGDALENE i sidste ende synes underligt ufuldendt. Mange af idéerne er sådan set gode nok, men FKA twigs mangler tilsyneladende tålmodigheden til at følge dem til dørs. 

Det næststørste problem på MAGDALENE er overraskende nok vokalen. FKA twigs har gennem tiden modtaget store mængder af anerkendelse for sin vokal, der oftest ganske kompetent bevæger sig i både det lyse og det mørke leje. På dette album fremstår hun dog konstant enten for skinger eller for hæs. Meget af tiden er det så godt som umuligt at høre, hvad hun synger, og særligt på “cellophane” er hendes dynamiske overgange bratte og klodsede. Dette nummer eksemplificerer desuden en nærmest tonedøv tendens, som man langt fra havde forventet af så rutineret en sanger. 

MAGDALENE lyder overordnet set som en relativt alvorlig musikalsk identitetskrise. Det er mindst lige så unikt, som alt andet FKA twigs nogensinde har præsteret – men kompositorisk og sangteknisk set er udspillet markant svagere end samtlige af hendes tidligere bedrifter.