Engelske Jerskin Fendrix’s nye single er pop som du aldrig har hørt det før

Foto: Liam Noonan

Jerskin Fendrix er med hans genrebrydende pop, et af de mest spændende navne der er kommet ud af Londons eksperimenterende musikscene.

Det er svært at beskrive lyden af den London baserede musiker Jerskin Fendrix. Hans uforudsigelige og progressive pop bevæger sig rundt i utallige lydbilleder og genrer – men det er osgå det udfordrende i musikken, der binder det hele sammen. Den klassisktrænede pianist og violinist har tidligere komponeret musik til den absurde opera UBU, og har derudover varmet op og skrevet musik med det avantgardistiske orkester Black Midi. Men nu er den unge musiker klar med sit enestående solo projekt.

Jerskin Fendrix’s nyeste single “Black Hair” følger op på den tidligere klaverdrevne single “Manhatten” og den mystiske “Svamp”, og er en sand oplevelse fra start til slut. Med en utraditionel tilgang til sangskrivning bevæger “Black Hair” sig rundt i forskellige musikalske ideer, med en tydelig sarkastisk tilgang til popformen. Med den japanske gyserfilm Kwaidan som inspirationskilde, forklarer Jerskin Fendrix den nye single således:

– Jeg skrev “Black Hair” lige efter jeg afsluttede ´UBU´operaen, hvor jeg havde det her langsomme og mørke tempo dybt inde i min krop. Hår er sådan en god form af et spøgelse, og sangen leger med den idé. Jeg havde virkelig lyst til at arbejde med spøgelser i en sang, og at blive spist af hår fungerede godt for mig. Til sidst spiser håret også selve sangen – hår er samtidig et symbol for fortrydelse.

Lyt til “Black Hair” herunder:


Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com