08 nov Earl Sweatshirt – FEET OF CLAY

Foto: Robert Mansel
Label: Tan Cressida/ Warner Music
Udgivelsesdato: den 1. november 2019

Earl Sweatshirt formår i en surprise-EP at fremvise en række stærke enkeltstående numre, og imponerer som altid med sin impressionistiske og ultra-realistiske fremstillingsform – men sammenhængskraften og innovationen mangler.

[rwp_box id=”0″]

Hvordan reagerer en ung teenager på at blive kastet ind i rampelyset og stige til stjernestatus, fordi man på succesfuld vis har brudt normerne for den etablerede musikbranche? Odd Future-gruppen anno 2010 fik som nogle af de første inden for rap-genren international succes med en uraffineret do-it-yourself-tilgang til udgivelser, hvilket hurtigt cementerede sig ved en massiv fanskare. Hvor artister som Tyler, The Creator og Frank Ocean formåede at tage afsæt i Odd Future-tiden, og bruge den som springbræt til en solokarriere med væsentlig større kontekst og mening, kan Earl Sweatshirt i denne sammenhæng betragtes som ’bagsiden af medaljen’. Ikke fordi denne oplevelse har været en artistisk ulempe for Earl, tværtimod; produktet af en tumult ungdom har udmundet i en række værker, flere kritikere vil betegne som nyklassikere. Værker, hvor fortiden dog har sat sit præg således, at depression og angst er gennemgående tematikker, der skildres med en realisme som går helt og aldeles ind under huden. Earl har om nogen formået at afvige fra fortidens musikalske udtryk, selvom der paradoksalt nok tages udgangspunkt i bearbejdelse – og ikke mindst refleksion – af eksistensen og den bagage, der undervejs er bygget op.

På FEET OF CLAY, der for nyligt droppede som surprise-EP, slår Earl igen fast, at der tages afstand til det gamle lydunivers; hårdtslående, provokative og trappede boom-bap-lignende tracks udskiftes med impressionistisk poesi over abstrakte lofi-beats. En tendens, der siden det depressive album I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside og især det apatiske mesterværk Some Rap Songs, har spillet en stor rolle. Efterspørgslen på et ’Doris 2’ blandt fans er hurtigt blevet erstattet af anerkendelsen af et artistisk valg fra Earls side, der meget vel kan udmunde i en ny undergenre inden for hip-hop, som udvisker nuværende genrebarrierer og i allerhøjeste grad fokuserer på udtryksformen gennem en kombination af det lyriske indhold og lyduniverset bag. Denne retning skinner klart igennem på FEET OF CLAY, der ligesom Some Rap Songs er mixet så alternativt, at vokalerne og beatet ofte flyder sammen for at understrege Earls kaotiske sind. Således bliver numrene på EP’en sine egne små puslespil, hvor det ikke blot er ordene der udgør indholdet, men også de soniske detaljer, der i samme omfang former en historie. Dette er den væsentligste forskel mellem Earls nyere og ældre projekter.

Når først man som lytter har denne alternative konsumeringsform i mente, optages Earls værker helt anderledes, og kan med fordel sidestilles med en form for reflekterende litteratur frem for et decideret underholdningsmedie. Dette kommer i høj grad til udtryk på FEET OF CLAY, og derfor distancerer Earl sig markant fra øvrige Odd Future-medlemmer, og ikke mindst hele rap-genren generelt; på imponerende vis.

På EP’en fremgår det tydeligt, at ikke meget har ændret sig siden Some Rap Songs. På tracket “OD” rapper Earl med sit nærmest modvillige delivery: “My memory really leaking blood // It’s congealing, stuck“, hvor det understreges, at Earl fortsat er fanget i fortiden på baggrund af skelsættende minder. Mere specifikt bliver det på EP’ens højdepunkt, “El Toro Combo Meal”, hvor Earl efter et fænomenalt vers fra Mavi, rapper: “I had to figure out my own thing // Now we at the precipice droppin'”. I kontekst af linjer om samme tendens på andre tracks, bliver det klart, at Earl på dette projekt tager afsæt i de udfordrende oplevelser, han som ung har været igennem – og ikke mindst tabet af sin far året forinden. Ingenting har ændret sig for Earl, der tilsyneladende fortsat befinder sig i sit livs dal.

På det mærkværdige nummer “East” beskriver Earl ydermere på elegant vis, hvordan der raser en indre storm i ham: “I wait to be the light shimmering from a star // Cognitive dissonance shattered“. En skildring, der kan drage paralleller til den mystiske Solace-EP fra 2015: “I ain’t been to prison but the feeling’s the same“. 

Og hvor disse nænsomme men alligevel makabre fortællinger om en psykosomatisk tilstand nærmest kan jævnføres med skildringer af Søren Kierkegaard, går det hurtigt op for lytteren, at Earl rent artistisk simpelthen ikke har udviklet sig siden Some Rap Songs. Ikke lydmæssigt, og heller ikke hvad angår den lyriske fremstilling. Med det sagt er det dog vigtigt at understrege, at denne musikalske stil i høj grad virker – men i betragtning af lange ventetider mellem nye udgivelser, kræver det også en vis artistisk progression, hvis ikke nye projekter skal drukne i gamle, hvor baren i øvrigt er sat ufatteligt højt. Dette er uden tvivl tilfældet med FEET OF CLAY i lyset af Some Rap Songs, idet denne samling af i alt 7 tracks egentlig lyder som en række ‘throwaways’. Helt evident kommer dette til udtryk i Earls ’Camp Flog Gnaw’ performance fra 2018, hvor “Tisk Tisk / Cookies” blev spillet – og det var endda før udgivelsen af Some Rap Songs. At der er tale om en række ‘throwaways’ medfører desværre også, at EP’en mister sin indbyrdes sammenhængskraft mellem numrene. Dette var ikke tilfældet med Solace-EP’en, og på dette punkt får FEET OF CLAY således et mere generisk præg. I bund og grund er denne titel egentlig mere passende for Some Rap Songs – og omvendt. 

For dét er i virkeligheden, hvad FEET OF CLAY er; nogle rap sange. Disse er vel at mærke eksekveret på et ekstremt højt niveau, og hvor Earl aldrig skuffer med sit unikke og særdeles poetiske avantgarde-rap, er det dog som fan uundgåeligt at være sulten på mere.