13 nov Cate Le Bon – Alice

Foto: PR

Cate Le Bon viste en gang imellem glimt af de genistreger, som gør hendes musik helt unik. Desværre var bandet en smule anonyme på Alice – men anonymiteten var ikke nok til at ødelægge Cate Le Bons musikalske charme og det fantastisk sammenhængende lydbillede. 

[rwp_box id=”0″]

Cate Le Bon er en af de mennesker, der har fundet ud af, at musik kan sættes sammen af næsten hvad som helst. Hun er en del af en lang række sangskrivere, som ikke tager sig til takke med den normale rockbandssammensætning med guitar, bas og trommer. I Cate Le Bons underlige, men utroligt smukke univers, hører man for eksempel messingblæsere, synthesizere, marimba og cembalo. Hun søger og finder lige præcis den lyd, der understreger de romantiske post-punk historier. 

Igår aftes stod hun midt på scenen på Alice og var dækket af grønt lys, mens hendes fem-mands store backingband stod i en rødfarvet halvcirkel omkring hende. Selv sagde hun til sidst i koncerten, at hun havde “a case of the snuffles”. Men det var svært at høre, når hun sang sin varme og intime sange. Vokalen klingede, ligesom resten af bandet, imponerende godt i salen og man fristes næsten til at sige, at hendes optræden lød for meget som det man kan høre på Cate Le Bons optagelser.

Instrumenterne sammensmeltede og dannede et super komplet lydbillede, der gjorde det let af falde ind i sangerindens følelsesladet univers. Det var tydeligt at høre, at alle i bandet havde et musikalsk overskud og imponerende overlegenhed, som også kunne ses, da de hver især skiftede fra instrument til instrument.

Under én af sangene der blev spillet, sang Cate Le Bon blandt andet i falset, som matchede saxofonen perfekt. Hvis man ikke havde det visuelle indtryk, tror jeg sagtens, at man kunne være blevet i tvivl om det var saxofonen, der både spillede sin egen og Cate Le Bons vokalmelodi.

Hvis der er noget at sætte på bandets og Bons levering, så var det den smule anonymitet og træthed. Den legesyge energi, som er Cate Le Bons musikalske kerne, virkede ikke til at være blevet taget med på scenen. Hendes ellers ukonventionelle tilgang til sangskrivning, manglede på scenen. Samtidig savnede man også den excentriske energi, der er fundamentet i alle hendes udgivelser. 

Men aftenen var stadig fyldt med elskværdige melodier fordelt over kreative underlægninger. Cate Le Bon er noget specielt og det beviste hun med sine lidt mærkelige men elskværdige sange. Der var god stemning i den udsolgte sal, og alle virkede til at nyde de unikke og absurde kompositioner.

Koncerten formåede at fremvise Cate Le Bons ro i at spænde mellem to modsatrettede felter. Hun dyrkede det gyselige og det pæne. Hun sørgede for det frygtsomme og det beroligende. Og hun insisterede på det musikalske kaos og behagelige kosmos. Men jeg kunne godt forestille mig, at hvis Cate Le Bon ikke var ramt af forkølelse, var hun kommet mere over scenekanten og havde forstærket disse udtryk i højere grad.