25 nov Solbrud – Brønshøj Vandtårn

Foto: Adriana Zak
Venue: Brønshøj Vandtårn
Dato: Søndag den 24. november 2019

Solbrud endte som sejrherrer efter en intens kamp mod Brønshøj Vandtårns infernalske efterklang.

[rwp_box id=”0″]

For anden dag i træk spillede Solbrud en udsolgt koncert i Brønshøj Vandtårn – et på papiret måske mærkeligt spillested, men i realiteten et perfekt match til bandets atmosfæriske black metal. Grundet vandtårnets konstruktion er der op til 15 sekunders efterklang, hvilket giver en helt unik og massiv lyd, der føltes som var den skabt til netop Solbrud. 

I minutterne op til koncerten herskede der en isnende tavshed i betonens rå kulde. Selv den mindste bevægelse eller snak føltes massiv, og da Solbrud gik på scenen var der ikke så meget som et enkelt tilråb eller klapsalve men derimod en afventende stilhed, der voksede sig større og større indtil det øjeblik trommeslager Troels Hjort satte i gang. Den enorme efterklang skabte en trommeproduktion af episke proportioner, hvor særligt lilletrommen dominerede og fyldte rummet ved hvert slag. 

Hele den centrale del af vandtårnet, hvor scenen var placeret, var under størstedelen af koncerten indhyllet i røg, så det oftest kun var silhuetter af bandet, der tonede frem. Akkompagneret af det hidtil bedste lysshow, jeg endnu har oplevet til en Solbrud-koncert, var den visuelle del af en anden verden. Musikken var i højsædet og de sjældne øjeblikke, hvor Ole Luk tonede klart frem og krængede sin isnende vokal ud i rummet løb det én koldt ned ad ryggen. 

Solbrud har for mig altid fungeret bedst, når de for alvor bevæger sig rundt i grænselandet mellem det atmosfærisk melodiske og blastbeat-prægede støj, og i særdeleshed når kontrasterne mellem de to sider af musikken får lov til at skinne igennem. Og netop disse kontraster kom i særlig høj grad til udtryk grundet efterklangen. De mere stille og melodiske passager føltes større og mere episke end nogensinde, mens sangenes hårdtslående hovedstykker til tider næsten forsvandt helt i et umådeligt inferno af resonans. Det var storslået og frygtindgydende, men til tider blev det næsten også for meget af det gode, når enkelte sange til tider lod sig opsluge i et virvar af støj, mens Luks vokal kæmpede en sej kamp for at finde sin plads i lydbilledet.

Efter små fem kvarter forlod Solbrud Brønshøj Vandtårn efter en magtdemonstration, hvor særligt “Klippemennesket” kom til sin fulde ret og fremstod som aftenens absolutte højdepunkt. 
Man kunne næppe have ønsket sig bedre, men også mere udfordrende rammer for en black metal koncert, men Solbrud formåede heldigvis i langt de fleste tilfælde at tæmme efterklangen og gøre den til deres mest effektive våben.