fbpx

Norske Mats Wawa har skabt en ungdommelig retro lyd på deres nyeste single

Foto: Emil Kjærnli

I en smuk balancegang mellem nostalgi og modernitet spiller Mats Wawa sig igennem deres nyeste single “Sparkly Eyes”.

Normanden Mats Mentzen Wang blev tilbage i 2015 helt uventet booket til en masse branchefestivaler grundet nogle soveværelsesdemoer. Dette betød, at han blev nødt til at stable et band på benene, og her kommer projektet Mats Wawa ind i billedet. Det Oslo-baserede band er nu vokset op, og er klar med opfølgeren til deres roste EP Scuzz fra 2018. Den nye single “Sparkly Eyes” er ligeledes første smagsprøve på det kommende album Rock Omelette, som udkommer den 27. marts næste år.

På “Sparkly Eyes” møder vi Mats Wawas karakteristiske retro lyd med episke stryger-melodier, en klassisk guitarsolo og en dejlig tør produktion. En lyd bandet har skabt ud fra klassiske inspirationskilder som Elton John, Lee Hazlewood og The Byrds. Men “Sparkly Eyes” besidder samtidig en moderne og ungdommelig naivitet og energi, hvilket efterhånden er blevet et kendetegn i Mats Wawas sange. Om musikken siger Mats Mentzen Wang selv:

– Jeg er rigtig dårlig til at beskrive lyden af min musik. Men det er i hvertfald mere AOR end indie. Hvad man kan sige er: retro er stadig det bedste.

Lyt til den stilede nye single herunder:

Tags:
Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com