fbpx

Mac DeMarco – Store VEGA

Foto: Barbora Gadlinová
Venue: Store VEGA
Dato: Lørdag den 9. november 2019

Slackerrockens legesyge onkel gjorde sit for at varme København op, men man glemte aldrig, at det stadig var november uden for dørene. 

Mac DeMarco – Store VEGA
2 / 5 Anmeldelse

Der er langt imellem musikere, der bare er halvt så cool, tilbagelænet og charmerende som Mac DeMarco. Til lyden af Sinatras “New York, New York” og derved aftenens første fællessang fandt bandet deres pladser på scenen, åbnede med en smuk udgave af “On the Level” og gjorde så stemningen blandt publikum nærmest ekstatisk, da DeMarco fandt guitaren frem til “Salad Days.” 

Mac DeMarco er den ubestridte konge af slackerrock og den afslappede jizz jazz levede i bedste velgående på scenen i aftes, hvor ingen i bandet havde mere travlt end højst nødvendigt. Dette betød desværre også, at pauserne mellem numrene oftest var helt uhørt lange og indholdsløse. En sjælden gang fik vi leveret en sjov anekdote fra enten DeMarco eller guitarist Andrew White eller en vanvittig freakshows gag, men oftest blev pauserne brugt til ligegyldigt loungeorgel eller på at drikke og stilhed. Jeg forstår præmissen med, at vi som publikum i højere grad hænger ud med DeMarco end egentlig er til en ordinær koncert med ham, men pauserne her til aften virkede i højere grad som sløset dovenskab end som en del af det samlede show. 

Når bandet så til gengæld spillede, var det utrolig overlegent, og klassikere som “Ode To Viceroy”, “My Kind of Woman” og “Chamber of Reflection” var både nærværende og osede af overskud. 

Overskuddet blev desværre sjældent udnyttet, da DeMarco under størstedelen af koncerten valgte at spille sangene meget stramt i deres oprindelige former uden at give plads til den spontanitet, der er grundlaget for hele hans tilbagelænede slackervibe. 

Foto: Barbora Gadlinová

Kun på solospækkede “Choo Choo”. det fremragende cover af af Michael McDonalds “I Keep Forgettin’ (Every Time You’re Near)” – der blev brugt som baggrundsmusik til DeMarcos strengskift – samt ekstranummeret, Metallicas “Enter Sandman”, tillod bandet sig for alvor at lege og skrue op for den spontane kreativitet. 

DeMarco er efter denne aften stadig den ubestridte konge af slack, men det var desværre sjældent tydeligt i musikken og i stedet alt for tydeligt i tomrummet mellem sangene. 

Tags:
Theis Jehl
theisjehl@bandsoftomorrow.com