fbpx

Blitzkrig har fundet løsningen til alverdens bekymringer på deres nye single

Foto: Nikolaj Lütken

“Varm Kind (vi kommer aldrig ud)” er det seneste udspil i en række af imponerende singler fra den Københavnske trio med rødder i Thy.

Det københavnske band Blitzkrig debuterede med singlen “Blodrød Måne” tilbage i januar måned. Sidenhen har gruppen sluppet de fantastiske singler “Lyster” og “Vilde Hjerter”, og nu er trioen klar med deres sidste udspil før debut-EP’en. På den nye single “Varm Kind (vi kommer aldrig ud)” tager Blitzkrig fat i verdenens forfald med klimaproblemer, Brexit, flygtningekrisen og så videre, som guitarist Peter Hylle forklarer:

Vi er en generation fyldt med bekymring for verdens udvikling. Det er for mange af os altopslugende. På “Varm Kind” forsøger vi at skabe rum til det intime, mens dommedags-klokkerne ringer.

“Varm Kind (vi kommer aldrig ud)” handler om isolation og at lukke af til omverdenen – at finde ind til sin egen kerne, som forsanger Simon Møller Eliasson forklarer:

– Egne krav, den evige nyhedsstrøm og dårlige fremtids-udsigter gør mig helt rundtosset. Jeg har brug for at lægge min kind mod mine elskedes i fred og ro – bare for en stund.

Sangens intime tema bliver pakket ind i et melankolsk univers hvor down-pitchede samples, medrivende guitarklange og en dyb vokal fylder lydbilledet. Det hele eskalerer i slutningen af sangen, hvor vi bliver præsenteret for en klassisk rock-outro med en lang følsom guitarsolo over en konstant dynamisk stigende akkordrundgang.

Isoler dig selv med “Varm Kind (vi kommer aldrig ud)” herunder:

Tags:
Anders Pedholt Toftgaard-Hansen
Anderstoftgaard@bandsoftomorrow.com