fbpx

Arlo Parks er en af sin generations nye store stemmer: »Min musik skal føles som et ‘safe space’«

Foto: Charlie Cummings

Hvis du spørger Arlo Parks, hvad den ideelle situation at lytte til hendes musik i er, så er svaret i bilen, i badet eller endnu bedre: På en bakketop med vin, mens solen går ned. Hun er 19 år gammel og fra London, og så laver hun melankolsk R&B med referencer til både soul, rock og pop. Hun skriver tekster om livet som ung teenager i slutningen af 2010’erne, og så er hun i fuld gang med at etablere sig som en af sin generations vigtigste nye stemmer.

For Arlo Parks handler alt i sidste ende om at være ærlig og at skrive musik for sig selv, som samtidigt kan sætte andre mennesker fri. Derfor er det største kompliment, Arlo Parks nogensinde har fået også, at nogen har lyttet til hendes musik og derefter begyndt selv at lave musik. – De fik en pladekontrakt, og det var sådan ‘daaaamn’! siger hun, da jeg møder hende under solen på den tyske branche-festival Reeperbahn. – Det er dér man føler, at alt det, man har siddet og lavet på sit soveværelse, kommer så langt videre end bare én selv. Det føltes som den ultimative forbindelse, at nogen var begyndt at forfølge deres passion på grund af noget, jeg har lavet, siger hun.

Arlo Parks har også selv andre kunstnere at takke for, at hun i sin tid turde forfølge sin passion. Hun voksede op i et hjem med jazz og ældre musik, men efterfølgende har flere nyere musikere formet hende. Den fremadstormende bedroom-popartist Clairo er et navn, der går igen flere gange i løbet af vores samtale, mens også Odd Future og Tyler, The Creator har inspireret en mere bekymringsfri tilgang til musikken.
Det handlede om at være fri og gøre præcis, hvad de ville, når de følte for det, selvom det ikke altid havde en mening eller et budskab. Da jeg så dem være frie og kompromisløse, satte det gang i et eller andet, mindes hun. Samtidig har artister som St. Vincent, Snail Mail og Soccer Mommy inspireret Arlo Parks som en kvindelig musiker. – Dem har jeg virkelig set op til i min tilgang til musikken, fordi de bare gør deres ting og ‘don’t take any bullshit’. Jeg var sådan, ‘jep! kan jeg bede om det også, tak!’ siger hun og griner.

Karriere i raketfart

Trods sine kun 19 år har Arlo Parks allerede oplevet mere end de fleste, og hun er på mange måder indbegrebet af “fremadstormende”. 

Det er mindre end et år siden, at hun udgav sin debutsingle, “Cola”, som blev startskuddet til det hele. Hun har stadig ikke haft tid til at processere det faktum, at hendes første koncert nogensinde var på branchefestivalen The Great Escape få timer efter en eksamen, og at hendes tredje koncert var på Europas største festival Glastonbury. 

Hvis jeg tænker på mit liv for et år siden, var jeg bare i skolen og lavede musik for mig selv på mit værelse. Jeg havde 50 afspilninger og var sådan ‘WHOA, JEG ER KENDT!’ siger hun og griner, som hun gør meget. 

I april i år landede hendes debut-EP, Super Sad Generation, og den 29. november følger hun op med EP’en Sophie, som hun netop har annonceret med udgivelsen af det drømmende og melankolske titelnummer.

Lige dele håbefuld og deprimernede

Selvom karrieren udadtil ser ud til at være etableret og eksploderet på under et år, føles det anderledes for Arlo Parks, som brugte meget tid på musikken, inden hun valgte at dele den med andre. Hun ville holde det hele for sig selv, indtil hun en dag læste et interview med – så vidt hun husker – den norske kunstner Aurora: 

– Hun sagde, at man ikke skulle holde sin musik for sig selv, hvis det ville kunne hjælpe andre, at det var ude i verden. Det ramte mig på en eller anden måde og fik mig til at tænke over, at der måske var nogen, der kunne relatere til mig og de ting, jeg har at sige.

At Arlo Parks valgte at døbe sin første EP Super Sad Generation har genereret en del omtale af hende og musikken som “deprimerende”. Hun åbner da også nummeret af samme navn med verset: “When did we get so skinny? // Start doing ketamine on weekends // Getting wasted at the station // And trying to keep our friends from death // We’re trying to keep our friends from death.” Og synger senere: “We’re barking out it’s not hard to see // Drop three tabs quick in the back of the Prius // Rainbow crop top billy jean // Might kill myself if you don’t pick me.”

Men for Arlo Parks selv har det aldrig handlet om at skildre sin generation som magtesløs, sørgelig eller deprimerende. Hendes ord er udtryk for ærlighed, og den bærer på lige dele skyggesider som håb og optimisme. 

I meget af min musik taler jeg om alt det sørgelige og alle de bitre sider. Men jeg føler også, at min generation og folk omkring mig er fantastisk kreative, håbefulde og ressourcestærke. Jeg har venner, som kæmper meget, men de er samtidigt dygtige malere og artister, som har håb for fremtiden og går op i at redde miljøet, siger hun stolt. Musikken er hverken et skrig om, at dommedag er nær eller et forsøg på at foregive, at alt er fint, når det tydeligvis ikke er tilfældet.

Derfor er det vigtigste for Arlo Parks også, at hendes lyttere føler sig forstået, når de hører hendes musik. 

Min musik skal føles som et ‘safe space’ for folk. Selv hvis de ikke har oplevet præcis det samme, som jeg taler om, skal det faktum, at jeg taler om de her ting få dem til at føle, at de kan tale om andre problemer og føle sig mere frie. Det handler om frihed, og det handler om ærlighed. De skal føle sig sikre, forstået og elsket. Gode ting, positive ting! siger hun.

Arlo Parks’ mission om at sætte folk fri med sin musik synes at tale ind i en bredere og utroligt kærkommen tendens i moderne musik. En bølge af nyere artister har banet vejen for, at flere kunstnere tør åbne op og tegne mere ærlige billeder af den verden, vi lever i. Og tiden efter, at ungdomsidolerne i Odd Future gav hele verden en kæmpe fuckfinger, er måske ikke et dårligt bud på, hvor den bølge for alvor begyndte at vokse sig større. Arlo Parks er da også glad for at være kunstner lige præcis nu.

 – Jeg føler mig virkelig taknemmelig for at lave musik nu. Der er så mange ting, man kan udforske i musikken i dag, så som seksualitet og mentalt helbred, som man nok ikke kunne udforske og tale om i samme grad i 50’erne eller 40’erne. Selv det at være en kvinde, der laver musik, føler jeg mig rimelig glad for, siger hun og korrigerer sig selv. – Det bliver bedre i hvert fald, det er i fremgang…

Min tid med Arlo Parks er ved at løbe ud. Hun har allerede spillet to shows tidligere på dagen og skal videre til det sidste, inden hun tager på turné med soul-artisten Jordan Rakei og efterfølgende skal spille support for rapperen Loyle Carner på hans udsolgte UK-efterårsturné. Hun færdiggjorde sine eksamener i juli, og mens vennerne hjemme i London tager hul på det obligatoriske post-high school-limbo, stormer Arlo Parks videre i det internationale musiklandskab. 

Selv husker hun det seneste år som et, hvor hun har skulle prøve en masse ting for første gang, og hvor hun har lært at håndtere pres og sit nye liv som fremadstormende musiker. – Jeg har lært mere om mig selv, om hvor meget jeg kan håndtere, og hvordan jeg er ansvarsfuld. Jeg bliver nødt til at være en voksen nu, hvis du forstår hvad jeg mener? siger hun og kigger op. 

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com