fbpx

Half Moon Run – A Blemish In The Great Light

Foto: Yani Clarke
Label: Glassnote Records
udgivelsesdato: Fredag den 1. november 2019

Den canadiske kvartet er endelig klar med album nummer tre, som er en blandet pose bolsjer, der dog stadig besidder en relativ rød tråd hele vejen igennem.

Half Moon Run – A Blemish In The Great Light
4 / 5 Anmeldelse

Half Moon Run er efterhånden kendt for at tage sig god tid mellem udgivelserne, og efter den seneste plade Sun Leads Me On fra 2015 var A Blemish In The Great Light da også længeventet.

Første nummer på pladen er “Then Again”, som også var den første smagsprøve, vi fik på albummet. Et suverænt nummer, der efter min optik står som et af de stærkeste på albummet. Bandet har formået at nyfortolke den lyd og stemning – som dominerer på debutpladen Dark Eyes fra 2012 – på en catchy og storslået måde, hvor lytterens opmærksomhed fastholdes konstant. Man vil bare gerne høre mere. Der er heldigvis mange flere godter i posen, for med de næste to numre, “Favourite Boy” og det mere country-inspirerede “Flesh and Blood”, holder Half Moon Run fast i det høje niveau.

Halvvejs inde finder man de følsomme numre “Natural Disaster” og “Black Diamond” sammen med det nærmest lejrbåls-klingende “Yani’s Song”, der måske er de svageste sange på pladen. Ikke at de er direkte dårlige – det er bare tre numre, som lige skal høres et par gange, før man fanges. Men så er man også fuldstænding klar, til når man rammes af det storslåede og indtryksfulde “Razerblade”, der blæser én fuldkommen bagover. Her er der altså tale om syv et halvt minutters genialitet. Totredjedele inde i nummeret bliver man mødt af noget af en overraskelse; et nærmest syrerocket-stykke, som adskiller sig fuldstændig fra resten af nummeret og bringer en helt ny side af kvintetten frem. Herefter kommer “Undercurrent”, som føles en smule malplaceret – efterfulgt at det fængende nummer “Jello on my Mind”, der fungerer som super god opvarmning til det pompøse afslutningsnummer “New Truth”.

Noget af det, der gør Half Moon Run så ufattelige gode, er, at man hele tiden bliver præsenteret for noget nyt men (især ved hjælp af forsanger Devon Portieljes karakteristiske klang) samtidig ikke er i tvivl om, at det er dem, der spiller i højtalerne. De er i konstant udvikling, og der er ikke ét nummer, der lyder som et andet. Det er også tilfældet på A Blemish In The Great Light. Dette kan jo selvfølgelig også have sine ulemper, for af og til kan det godt virke som om, at de vil for meget af det hele, hvilket resulterer i et lidt rodet førstehåndsindtryk.

Jeg skal da heller ikke være bleg for at sige, at jeg med de to tidligere, utroligt gennemførte plader havde meget høje forventninger til A Blemish In The Great Light. Forventninger, som stort set er blevet indfriet. Men jeg kan dog stadig ikke undgå at stå tilbage med en lille følelse af, at jeg gerne vil have haft endnu mere af den lyd, som man hørte på Dark Eyes og til dels også Sun Leads Me On. Men det er en mindre detalje, for der er ingen tvivl om, at musikken på det nye album er placeret på et tårnhøjt niveau. Én ting er i hvert fald sikker; hos den canadiske kvartet kan man virkelig snakke originalitet, og jeg glæder mig umådeligt meget til deres kommende koncert i Store VEGA den 22 februar 2020.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com