fbpx

Daniel Caesar – Store VEGA

Foto: Norman Wong
Venue: Store VEGA
Dato: Torsdag den 31. oktober 2019

Der var glædeligt gensyn mellem Daniel Caesar og det danske crowd, da han holdt den ultimative R&B-fest, og forvandlede Halloween til Valentine med sine elskelige tekster og plisserede stemme.

[rwp_box id=”0″]

Der var ualmindeligt lang kø til Store VEGA flere timer inden dørene åbnede. Og den skulle vise sig at blive drastisk længere time for time.

Den unge R&B-stjerne Daniel Caesar (Ashton D. Simmonds) spillede i et udsolgt og højst tilfreds DR Koncerthuset sidste år, og nu var det blevet Store VEGAs tur til at lægge hus til Caesars kærligheds-fest. Det var svært at indkredse en bestemt type af fans, og det virkede til at være et bredt felt af mennesker der var troppet op for at opleve den 24-årige canadier. Nogle minutter over 21 trådte han på scenen, til stor jubel og velkomst.

– My name is Daniel Ceasar and these are my friends sagde han roligt, inden han, med selvsamme venner fortryllede salen. 

Trods det brede spektrum af fans, skulle det vise sig, at de alle havde én ting til fælles: at kunne Caesars tekster til punkt og prikke. Publikum overdøvede nærmest stjernen, og på hittet “Get You (feat Kali Uchis)”, fra det geniale album Freudian, blev der sunget med på hver eneste frasering, i en sådan grad at Caesar gav op og lod salen synge for sig.

I løbet af aftenen sammensmeltede publikum med både Caesar og hans fænomenale kor, der fra tid til anden også opfordrede til at synge med på deres stemmer. Og netop koret var en forrygende del af Caesars show – ligesom resten af bandet, der sublimt spillede frontmanden op. Publikum blev ikke kun tryllebundet af Caesars fejlfri stemme, men også af guitarsolo, og resten af den musikalitet, der udfoldede sig på scenen. Visuals med letpåklædte kvinder udmajede sig under et par numre, men ellers var scenen præget af et forblændende lysshow, der flere gange kolliderede med musikken på en måde, som sugede én ind i en rosenrød Daniel Caesar-dimension. Det røde skær, og skyggerne der blev kastet ud i rummet, skabte den perfekte ramme for den hyper-romantiske stemning Caesars musik er kendt for, og med ét glemte man at denne Allehelgensaften stod i uhyggens tegn udenfor VEGAs vægge.

Den unge stjerne var nærværende, og formåede at give en virkelig intim koncert, hvor man følte at der bare var Caesar og publikum, og ingen verden udenfor. Når ikke han var i de mest følende øjeblikke, nåede hans kæmpe, hvide smil helt op til den bagerste tribune.

Kæmpe-hittet “Best Part” (feat. H.E.R.) var endnu en sing-along-succes, og herfra kom banger efter banger, i form af “Blessed”, hvor sangeren stod i skarpt spotlight, indhyllet i et slør af røg, og videre til den smukke “SUPERPOSITION (feat. John Mayer)” fra det seneste album CASE STUDY 01.

Caesar havde publikum med hele vejen igennem, og i løbet af aftenen kom der små ekstra gyldne øjeblikke – som et smukt guitar-stykke eller en udvidet enestående frasering fra Caesar. Men han holdt sig for det meste sikkert, ubesværet og overlegent. Efter han forlod scenen, gik der lang nok tid til, at der opstod tvivl om hvorvidt han ville komme tilbage eller ej. Det var vist ikke planlagt, men han vendte tilbage – endnu mere nærværende og personlig end før. Og under de sidste numre havde han svært ved at holde sit grin tilbage, over de uhæmmede tilråb fra publikum, og fans der nærmest fløj op på scenen af begejstring. Et af ekstranumrene var “Pseudo” (kun udgivet på Soundcloud) som han hævdede ikke at have spillet i to år, ikke engang for sig selv.   

– Drive home safe on your bikes opfordrede han med et kærligt grin, inden han efterlod scenen til et jublende publikum.

Daniel Caesars brilliante stemme oprullede hans enestående tekster. Og med det stemningsfulde sceneshow og det formidable band blev der holdt en atmosfærisk kærligheds-fest, der på én gang var intim, rolig og højstemt. Safe to say at Danmark og Daniel Caesar er gode venner, så mon ikke han vender tilbage og fylder København med amoriner og sukkersøde toner.

Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com