30 okt Track by track: Metronomy tager dig gennem deres album ‘Metronomy Forever’

Foto: Gregoire Alexandre

I år har de farverige festaber i Metronomy 20 års jubilæum. Bandet, med Joe Mount som frontmand, udkom i sidste måned med deres femte studiealbum ‘Metronomy Forever’, og spillede igår koncert i Lille VEGA med deres nye numre. Vi har spurgt Mount ind til nogle af sangene på den nye 17-numre lange plade – læs med her.

Den engelske kvintet Metronomy har igennem deres lange karriere gang på gang udfordret deres lyd. Det musikalske kollektiv, ledet af Joe Mount (som i de seneste fem år også har været travlt optaget med at producere Robyns anmelderroste album Honey), har på sit femte album igen leveret et kreativt og legende udtryk med numre, som bevæger sig i det alternative popunivers. I forbindelse med deres koncert i Lille VEGA, spurgte vi Mount om at uddybe idéen og tilblivelsen af nogle af numrene på Metronomy Forever (dog er det ikke alle 17 numre, som er med her).

“Whitsand Bay”

– Det her er et afgørende track mellem den gamle idé, jeg havde for albummet (det vil sige en mere standard form med 10 numre), og hvad albummet er nu. Den er med vilje fri og nem, og bruger et loop jeg lavede på The LinnDrum [en trommemaskine fra 80’erne red.] til at skabe en ‘drum ‘n’ bass’-lydende rytme. Det er ét af mine ynglings tracks på albummet, fordi det blev et startpunkt for hvad pladen er nu. Jeg kan også ret godt lide idéen i, at kalde en anden sang ‘the bay’ for at distrahere folk fra den originale ‘bay’.

“Lately”

– Man hører ikke rigtig el-guitar så meget som man plejede. Jeg tænkte på Billy Bragg og han stripped-back el-guitar sange. Jeg plejede at synes de var ret uinteressante som ung…måske fordi jeg var trommeslager og bare ville høre trommerne. Nu er det dog anderledes – hvis jeg hører en af hans sange som “Levi Stubbs’ Tears” lyder det pludselig som det mest fængende (arresting) jeg nogensinde har hørt. Jeg ville skrive en fængende (arresting) song, som var baseret på el-guitaren.

“Forever Is A Long Time“

– Den her sang er vigtig, fordi det er det først nummer jeg skrev til albummet, som ikke havde nogle trommer. Den er meget mere en form for atmosfære og stemning, end faktisk at være en sang. Det er den første ting jeg lavede på albummet, som havde den her anti-pop følsomhed og den er med vilje lidt mere mærkelig. Det er også den her sang, som titlen på albummet udsprang fra.

“The Light“

– “The Light” startede med at lyde lidt som den gør nu, men bare som et meget mere campet disco track. Over en måneds tid blev den dog meget, meget mere ‘moody’, atmosfærisk og cool. Skillevejen var da MT Hadley kom og spillede baslinjen – derfra var det en meget mere seriøs disco sang. Jeg prøvede i bund og grund, at lave et nummer, som dem du ville høre i de cool London-shops i start 00’erne.

“Sex Emoji“

– Der er specifikke ord, som folk synes er fascinerede – det åbenlyse eksempel er nok ordet ‘sex’. Emoji er selvfølgelig et latterligt ord, men opmærksomhedsfangende (efter min mening). Folk snakker altid om nye emojis. Så jeg syntes at “Sex Emoji” var ret cool, opmærksomhedfangende og fjollet. Mr. Oizo (som instruerede “Night Owl”-videoen) lavede nogle beats til sangen, og den er blevet det mest ‘baggy’ nummer på albummet.

“Miracle Rooftop“

– Vi er meget på tour, så meget af den musik jeg hører er tit diegetisk. En ting jeg er blevet meget opmærksom på er tagterrasser – de har altid været der, men nu har vi adgang til dem. Du tager op til en tagterasse-bar, og den er præcis som du tænker den ville være: en bar på et tag, og de spiller musik som er tagterrasse-musik, det er den eneste måde, jeg kan beskrive det. En slags house-agtig musik, som bliver ved og ved og ved. “Miracle Rooftop” er en sang, som jeg ville tilføje til en tagterrasse-playliste. I sin kerne er det et ret ‘balearic’ [et beat som er en undergenre af trance/house-musik] nummer, men med nogle skumle undertoner – lidt ligesom en tagterrasse-bar.

“Upset My Girlfriend“

– Det her er endnu en grunge-inspireret sang, men en meget mere ynkelig idé til en grunge sang. Altså: “I upset my girlfriend, but I’m also about to propose to her”.
Jeg kan også lide idéen om, at den er som en lejrbåls-sang: du laver reglerne for et vers, og så kan alle lave deres egen version. Mit vers handler om, at jeg tidligere har været trommeslager i et rock ‘n’ roll-band, men Oscars er: “I support Leicester, I support Leicester football club”. Det er en basis-formular som du kan sende rundt.

“Wedding Bells“

– En anden ting jeg er blevet opmærksom på de sidste par år med ægteskaber og bryllupper, er at, du kommer til dette punkt i dit liv, og så er det er bare det folk gør. Eller folk går fra hinanden. Det virker som om at folk enten går fra hinanden, får børn eller bliver gift.
Jeg er ikke inviteret til mange bryllupper. Og det får én til at tænke på, hvor mange venner du har, og hvordan du måske ikke er forblevet tætte med folk, og heller ikke distanceret dig fra dem med vilje.
Det er en ret filmisk sang om at være til et bryllup, men at have sin egen lille romance og løbe væk fra brylluppet. Den har lidt af en John Hughes-vibe.

Lately (Going Spare)

– Samtidig med at jeg lavede Metronomy Forever var Oscar i USA, og var kommet det samme sted hen i forhold til at lave musik, og hvordan han lyttede til det og lavede det. Han lavede, samtidig med jeg lavede albummet, nogle jazzede mixtape-versioner af nogle af de track jeg havde lavet.
Han lavede en version af “Maybe It’s a Whisper” – en sang som skulle have været på albummet – og så blev den til det her efter jeg havde sunget nogle vokaler ind.
Det er lidt en sang om at få børn, men mere omkring parret i den situation, i modsætning til barnet – fordi der er meget få gode sange om børn.

Der er jo endnu flere sange på albummet end de 9, som Mount har gennemgået her. Du kan lytte til hele pladen her: