27 okt slowthai – Lille VEGA

Foto: Klara Løkke
Venue: Lille VEGA
Dato: Lørdag den 26. oktober 2019

Energi, energi og mere energi! Den britiske rapper slowthai viste sin mest dæmoniske side frem foran Lille Vega, og insisterede på at holde en hektisk katarsisfest. Det var højt og det var farligt, men slowthai viste sig som en uovervindelig sejrsherre, med en rå musikalsk stemme der virker mere relevant end nogensinde før.

[rwp_box id=”0″]

Det er ikke ukendt for Storbritanien at kunstnere har noget politisk at sige. Og med et kaotisk Brexit lige om hjørnet, står slowthai midt i disse hektiske omgivelser som én af de frustrerede unge, og præsenterer skildringer af socio-øknomiske problemer i sin musik med en fanatisk punk-energi, henover beskidte grime og trap beats.

Det var denne kontekst slowthai tog med sig, da han gik ind på scenen foran et udsolgt Lille VEGA. Og der er ingen tvivl om at han har noget at sige. Med en nærmest dæmonisk fremtoning, bankede han Lille VEGA fuldstændigt igennem, hovedsageligt med sange fra sin debutplade fra i år: Nothing Great About Britain. slowthai havde hele salen i sin hule hånd, og det var nærmest skræmmende hvor meget energi publikum var klar til at bruge. Folk der gik ind med lyse t-shirts, kom automatisk ud med en lidt mørkere farve, efter alt den sved, som blev drevet ud af alles kroppe.

Hvis man ikke har været til en grimekoncert før, så kan jeg sige, at der oftest er en kæmpe energiudladning blandt det hovedsageligt meget unge publikum. Moshpits ses ikke længere kun til metal- og punkkoncerter, men dukker også op i rapmusikken. I aften startede slowthai konstant moshes, wall of deaths, circle pits og kastede sig selv ud i crowdsurfing helt uden besvær. slowthai var kommet for at give publikum meget mere end hvad et realistisk menneske kunne forvente. Som han selv sagde i løbet af koncerten, var det som en sauna i Lille VEGA, og jeg har aldrig før set et publikum, der var så villig til at overgive sig til en rendyrket punkenergi.

slowthai rappede også med en vanvittig ivrighed – han ramte alle sine linjer og skar grimasser, mens han kastede sig rundt. De fleste i salen virkede til at kunne alle de tekster som slowthai spyttede ud, og sang ivrigt med. Det førte også til, at han inviterede en kvinde op på scenen for at rappe Skeptas gæstevers på sangen “Inglorious”. Hun gjorde det meget imponerende, hvilket salen reagerede fremragende på. Med infernobas og helvedesenergi, lavede slowthai Lille VEGA om til en brandvarm kedel, fyldt med en utømmelig kraft, hvor sangene “Missing” og den unikke punksang “Doorman”, klart var aftenens højdepunkter.

Selvom slowthai stod på scenen, så virkede han til at ville nedbryde grænsen mellem ham selv og publikum. Udover at invitere en op på scenen, så delte han vand ud, røg en smøg, som han havde fået, og satte sig midt i salen og rappede direkte til dem der sad omkring ham. Han var ikke interesseret i at blive ophøjet på et eller andet uopnåeligt plan, som musikere kan risikere at blive når det går dem godt. slowthai ville derimod have den direkte fysiske kontakt til publikum, hvilket fastholdte den helt unikke energi, der var til koncerten.

Jeg tvivler på at særlig mange den aften tilnærmelsesvis kan genkende den virkelighed som slowhai kommer fra. Men han virkede til at tage essensen af den angst, frygt og vrede, som ligger i hans musik og tvinge den over hovederne på de fremmødte. Han virkede autentisk og meget overbevisende, når han tog salen med på en rejse af frustration og uovervindelig energi. Det betød også at smukke sange som “Ladies” eller “Gorgeous” blev ret drengerøvet – men han var heller ikke kommet for at gøre den uforglemmelige koncert smuk. Han var kommet for at give folket det de gerne ville have!