PREMIERE: HunBjørns nye musikvideo udforsker grænserne mellem idyl og uhygge

Foto: Hedvig Larsson

Drømmepop-sangerinden HunBjørn har netop udgivet sin anden EP, og nu er hun klar med en musikvideo til nummeret “Keep Breathing”, som vi har premiere på længere nede.

Danske HunBjørn har netop sluppet sin anden EP Next Summer, der er proppet med budskabsrige sange som “Who Are We To Love” – om miljøkrisen, samt det drømmende nummer “Keep Breathing”, som opfordrer lytteren til at acceptere sig selv og ikke lade sig presse af, hvor perfekte andres liv ser ud. Hun siger selv om inspirationen bag “Keep Breathing”:

– Alle kan vel genkende det at sammenligne sig selv med andre, men hvis det bliver så meget at det stækker én, at man slet ikke får gjort ting der gør én glad, så er det tid til at stoppe op. Personligt elsker jeg at møde mennesker, som tør dele ud af sig selv og vise deres sårbarheder. Først der føler jeg mig rigtig tryg ved dem. På det personlige plan er det noget jeg husker mig selv på, når jeg står på scenen eller skal udgive min musik. For mig er det sejt at være modig nok til at dele ud af sig selv.

Sangerinden har netop udgivet en tilhørende video til singlen, og vi har premiere på den her på magasinet. Videoen grænser mellem uhygge og idyl og portrætterer en ung pige, der går rundt i, hvad der mest af alt ligner et sommerhus. Her prøver hun tøj og leger med stankelben – hvilket jo kan virke mærkeligt nok i sig selv, og jo længere man kommer ind i videoen, jo tydeligere bliver det, at der er noget galt. Vi vil ikke afsløre for meget – du kan nemlig selv se videoen lige her:

Tags:
Johanne Adelaide Nickelsen
Johannenickelsen@bandsoftomorrow.com