25 okt Nicklas Sahl imponerer igen – nu på dansk
Foto: Alexander Leistiko
Den charmerende danske Nicklas Sahl er godt på vej mod en stortslået karriere. Nu har han udgivet sit første dansksprogede track, som du kan læse lidt om her.
Den fremadstormende danske popkomet Nicklas Sahl har høstet store roser og flotte anmeldelser for sine velskrevede popmelodier. Han har spillet bunkevis af koncerter, været nomineret til dette års Danish Music Awards og gang på gang vist sit talent for musikken med gedigne popnumre. Den 22-årige musiker udgav sine første sange sidste år, og siden er det kun gået fremad for ham. Tracket “New Eye” blev et af de største hits i 2018, og Sahls sange er streamet mere end 30 millioner gange. Singlen “Four Walls”, der udkom i slut-august er netop gået nummer 1 på radiocharten. I slutningen af året drager artisten desuden på danmarksturné.
Sahl synger normalt på engelsk (hvilket han gør rigtig godt), men i dag udgiver han sin første dansksprogede single “Hvis Jeg Kunne Blive Som Dig”. Selvom det er meget anderledes, mere melankolsk og stille end artistens tidligere værker, er det utvivlsomt et smukt track, og det danske islæt klæder sangeren utroligt godt.
Sangen bliver soundtracket til filmen “KOLLISON ” fra Avaz-brødrene, der udkommer torsdag den 31. oktober – og Sahl skrev “Hvis Jeg Kunne Blive Som Dig” ud fra de følelser, som filmen bragte med sig, da han så den for første gang. “KOLLISON” er et følelsesladet drama, der maler billedet af en familie i opløsning og de beslutninger, forældre træffer i forsøget på at finde mening og håb. En fortælling, der gjorde stort indtryk på den danske popsanger, der selv har gennemgået halvdelen af sin barndom som skilsmissebarn. Nicklas Sahl fortæller:
– Jeg har længe drømt om at lave musik til film, så da Mehdi Avaz spurgte, om jeg ville lave titelsangen til deres kommende film, blev jeg meget beæret og syntes, det lød helt vildt spændende. Jeg tog sammen med min producer Birk Storm ind og så en visning på filmen, knuselskede den, skrev det, der blev titlen til nummeret, ned på min mobil og gik efterfølgende direkte hjem og skrev sangen. Det hele gik meget hurtigt, og efter en enkelt dag i studiet havde Birk og jeg lavet den endelige version og sendte den til brødrene, som blev glade for sangen. (…) Jeg har ikke rigtig skrevet på dansk før men i og med, at mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år gammel, kunne jeg virkelig relatere til filmen, så jeg vidste, hvad jeg ville sige, og det føltes bare mest rigtigt at skrive en dansk sang til en dansk film.
Giv den fine, ærlige og storladne single med tilhørende video et lyt lige her: