21 okt Masasolo – Bridges

Foto: Andreas Haubjerg
Label: Mother Russia
Udgivelsesdato: Fredag den 18. oktober 2019

Masasolo er ude med sit længeventede andet album, som gennem et simpelt tekstunivers og altomsluttende lydbillede udviser en beundringsværdig lethed og naturlig musikalitet.

[rwp_box id=”0″]

Morten Søgaard står bag musikprojektet Masasolo, der den 18. oktober har udgivet album nummer to. Søgaard har blandt andet haft Peter Sabroe, pianist i det albumaktuelle danske band TÅRN, inde over pladen som virkelig har tryllet i studiet. Albummet, med titlen Bridges, er et fortryllende eventyr om en rejse gennem kærlighed, gamle bekendtskaber, nye relationer, og hvordan vi som mennesker forholder os til en verden i konstant forandring.

Bridges er et eksperimenterende popalbum, der imponerer med et udfordrende musikunivers med rødder i den elektroniske psychpop. En genre, som Masasolo virkelig sætter på musikkortet på dette album; tag bare et kig på albummets cover, der også leder tankerne hen på det drømmende eller hallucinerende.
Når den første eufori over åbningsnumrene “My Head is af Radio” og “Killer on the Run” har lagt sig, er det desværre sådan, at luften lidt fesent siver ud af Masasolo-ballonen. Jo længere man følger Søgaard ind i eventyret, desto længere kommer man fra hans vision. Helhedsindtrykket efter de fem første numre er ikke specielt tiltalende. Alligevel gør man klogt i at lytte videre, for når Bridges er bedst, rummer albummet så mange forskellige aspekter af et nærmest uprøvet område på den danske musikscene. Det kan dog være svært at optage alle indtryk på de 39 minutter og ti numre som albummet består af. Modsat skal Masasolo være opmærksom på, at det hele ikke bliver for ensformigt og kedeligt i længden.

På anden halvdel af albummet er det som om Søgaard på ny får pustet en smule luft tilbage i ballonen. På nummeret “Young Blue Eyes”, synger Søgaard “Beaty lies in those young blue eyes” – en ganske banal linje i et omkvæd, der sammen med resten af nummeret, giver udtryk for en sårbarhed og følsomhed som normalt kan være ganske svært at forene med den alternative elektroniske pop. Når de dybeste personlige følelser til og med kan blive fulgt op af numre som “Carry On” og “Loaded Gun” kan det næsten ikke blive bedre. For i kontrasten mellem det simple tekstunivers og altomsluttende lydbillede udfolder der sig, på dette album, en beundringsværdig lethed. Det virker som om musikstrømmen kommer helt naturligt, at produceringen er blevet til over natten og at det bare flyder med musikalsk kreativitet overalt i Søgaards hoved.