24 okt Marshall Cecil vender tilbage, og deres bipolære popunivers står stærkere end nogensinde før
Foto: Malik Grosos
Marshall Cecils “Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)” udforsker sammenhængen mellem selveksaminering og ensomhed. Udspillet er det første siden 2018, og tager hul på en række udgivelser op til gruppens første albumudgivelse til foråret.
Marshall Cecil var for første gang aktuel i 2017, da deres alternative popunivers så dagens lys med debutsinglen “Going Up / Going Down”. Deres debut blev taget godt imod, og gruppen har herefter spillet på blandt andet Roskilde, Reeperbahn og SPOT Festival. De er siden gået stille med dørene, mens de udforskede deres eget musikalske univers. Om dette siger forsanger og sangskriver Daniel Abraham i en pressemeddelelse:
– Der er en konstant emotionel og dynamisk op og nedgang i vores univers – både lyrisk og musikalsk. Vi forsøger at lave musik, der ser sig forstående på den følelsesmæssige tumult, jeg mener kan eksistere indeni os alle. Vi bringer os selv og lytteren ind i den tumult – og laver musik derfra. Det er bipolar popmusik, der hungrer efter at finde balance i kaos.
I dag giver Marshall Cecil lyd fra sig for første gang i år – med singlen “Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)” og tilhørende musikvideo. Titlen “Soliloquy” stammer fra teaterverdenen og beskriver en ensom monolog – dette reflekterer sangens tematiske udforskning af grænsen og sammenhængen mellem selveksaminering og ensomhed. Abraham kommenterer:
– Både sangen og musikvideoen er en drømmende rejse ind i mig selv og den frygt, der kan være forbundet med at lave musik. Det er en selveksaminerende og til tider narcissistisk proces, der kan ende i ensomhed fordi man hele tiden peger blikket mod sig selv. Sangen er åben for fortolkning og kan og skal forstås på mange måder. For mig var sangen og dens proces en kulmination og et opgør med denne følelse.
“Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)” tager hul på en række udgivelser, som kulminerer i et debutalbum og en koncert i VEGA til foråret. Giv den nye single et lyt her: