08 okt Koncertanbefalinger // Uge 41
Foto: Fieh // Mads Perch
Så er vi igen klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra dansksproget hiphop til jazzet elektropop og multiinstrumentale projekter til velkendt popfolk. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.
Off Bloom
Hvornår: Onsdag den 9. oktober og lørdag den 12. oktober
Hvor: Atlas og Hotel Cecil
Trioen Off Bloom består af musikproducerne Alex Flockhart, Mads Christensen og Mette Mortensen, som sammen laver elektropop til den helt store guldmedalje. Efter en tur rundt i Europa og et halvt år i studiet er gruppen nu aktuel med to eksklusive koncerter i henholdsvis København og Aarhus. Bandet havde deres gennembrud tilbage i 2016 med hitsinglen ‘Love to Hate It’ og har siden optrådt på blandt andet Smukfest. Oplev Off Bloom på henholdsvis Atlas og Hotel Cecil den 9. og 12. oktober.
Fieh
Hvornår: Fredag den 11. oktober og lørdag den 12. oktober
Hvor: Atlas og Ideal Bar
Norske Fieh består af hele otte instrumentalister, som mikser jazz og R&B med funk og soul. Med sanger og multiinstrumentalist Sofie Tollefsbøl i front, tager gruppen publikum med tilbage til dengang Ella Fitzgerald og Billie Holiday dominerede musikverdenen. Vi oplevede Fieh på dette års SPOT Festival, hvor de gav en energisk koncert uden lige, og derfor er det kun på sin rette plads, at vi anbefaler dig at tage ind og se det unikke band for en sjov og nostalgisk oplevelse.
Fallulah
Hvornår: Fredag den 11. oktober og lørdag den 12. oktober
Hvor: Richter og Gimle
Dansk-rumænske Fallulah har været en prominent del af den danske musikscene siden hun havde sit gennembrud med debutsinglen “Give Us A Little Love” tilbage i 2010. Hendes unikke lydbillede gøres op af en popfolk blanding med balkan-beats på toppen, og hun har på det seneste været aktuel i forhold til at tage handling omkring ligestillingen på den danske musikscene – i form af bevægelsen Hej Søster. Du kan opleve den one-of-a-kind aktivistiske sangerinde i selskab med henholdsvis Pil og ARES på fredag den 11. og lørdag den 12. oktober på spillestederne Richter og Gimle.
FRAADS
Hvornår: Lørdag den 12. oktober
Hvor: Radar
Den dansksprogede duo FRAADS bliver omtalt som Danmarks næste store hiphop navn. Gruppen består af såkaldte Papa Erotic (Frederik Espersen) og David Engelbrecht, og de udforsker sammen grænsen mellem frådseri og mådehold – det absurde og naturlige overfor det normale og opstillede. FRAADS har netop været på fællesturné med Lord Siva og Artigeardit – og giver nu to koncerter på henholdsvis Lille VEGA og Radar. Duoens koncert i Københavns er desværre udsolgt, men du kan stadig nå at købe billetter til gruppens show i Aarhus på lørdag.
Laura Misch
Hvornår: Søndag den 13. oktober
Hvor: Ideal Bar
Laura Mischs æteriske udforskninger af jazz- og elektroverdenen gør saxofonistens musikunivers til en fascinerende affære. Den sydlondonske sangerindes seneste album Lonely City er inspireret af en bog af samme navn – skrevet af Olivia Laing, og det er en biografi, der blandt andet udforsker temaet ensomhed. Du kan opleve Laura Mischs kombination af jazzproduktioner med elektroelementer, når hun besøger Københavns Ideal bar på søndag den 13. oktober.