07 okt John Mayer – Royal Arena

Foto: Danny Clinch // Sony Music
Venue: Royal Arena
Dato: Søndag den 6. oktober 2019

Det er søndag aften, og ind på scenen i Royal Arena træder John Mayer. Han er iført sneaks, cargo pants, en sort t-shirt og en lille halskæde der fuldender det lowkey outfit, som han bærer med stil. Med sig har han et yderst habilt band, der aftenen igennem demonstrerer musikalske kundskaber ud over det sædvanlige. Det samme gælder Mayer selv, hvis sangmæssige kunnen på ingen måde kan måle sig med hans færdigheder på guitaren – og det er ellers ikke fordi, at han synger dårligt. 

[rwp_box id=”0″]

Koncerten med John Mayer byder i mange instanser på vellydende og dragende lyduniverser fremført af et tilbagelænet band. Med det udgangspunkt opstår der ved flere lejligheder en rigtig behagelig søndagsstemning i Royal Arena, hvilket matcher godt med den feeling, de fleste publikummer nok har haft forud for aftenens begivenhed. Man mærker det særligt på numre som “I Don’t Trust Myself (With Loving You)”, “Love On The Weekend” og “Stop This Train” – sidstnævnte har fået et super lækkert live-touch med en instrumentation, der i den grad pleaser ørerne. “Why Georgia” er desuden, med sit fantastiske arrangement og sublime kor, et nummer, der etablerer storslåethed af en anden verden og fornemmelsen af solrige amerikanske breddegrader i hele arenaen. Det går sgu lige i mit pophjerte, og der er momenter af de her numre, hvor musikken fylder Royal Arena på en måde, som får publikum og band til at smelte sammen.

En prangende cadeau kan også tilskrives aftenens udgave af “Edge of Desire”, som på papiret er et forholdsvist anonymt nummer, og som jeg troede ville blive for statisk til en live-optræden. Men den her udgave tager sig rigtig god tid og fanger publikum ind lige så stille. Derfor opstår der en dragende, storladen og melankolsk stemning, og det musikalske udtryk lander et virkelig godt sted.

Efter pausen er Mayer alene på scenen med sin western-guitar og performer de tre publikumpleaser-hits “In Your Atmosphere”, “Your Body Is A Wonderland” og “Neon”, hvilket uden tvivl er et af koncertens højdepunkter. Der er dømt fløde for alle pengene, og det er lige før, at det bliver kvalmt. Mayer fremstår pludselig som en blød bamse med brune øjne på scenen. Han er nærværende, afslappet, humoristisk og oprigtigt glad for at optræde for det danske publikum, der glædeligt klapper og synger med – vi sluger hans charme råt. På “Neon” går der legebarn i ham. Han er i sit es med finurligheder på guitaren og får endda smidt en enkelt frase af Stevie Wonders “Higher Ground” ind midt i legen. Han hygger sig, og det gør vi også.
Der er kærlighed i hele arenaen!

Det kan godt være, at Mayer på papiret er en popdreng, baseret på hans musikalske kartotek og flottenheimer-udtryk. Men hans hjerte banker for oldschool blues-rock, og det skinner tydeligt igennem, når han står på scenen. I løbet af aftenen bliver den ene popproduktion efter den anden udviklet til et instrumental-stykke med en solid blues-karakter og uendelige mængder at guitar-licks og -soloer. 

Til slut bliver denne opskrift desværre genbrugt en gang eller to for meget. For min skyld kunne koncerten have sluttet med “Slow Dancing In A Burning Room”, hvor inderligheden sætter ild til salen og guitaren virkelig får lov til at wheepe. De efterfølgende numre kunne snildt være sorteret fra – med undtagelse af ekstranumrene, den enormt stemningsfyldte “Gravity” og den groovy “New Light”.

Så ja, setlistens opbygning halter lidt og der er proppet et par numre for meget ind, men ellers er der simpelthen ikke en finger at sætte på Mayer og Co., og koncerten er generelt bare én stor, behagelig søndagsfornøjelse.