09 okt INTERVIEW: ALASKALASKA er et band i konstant udvikling, men fortællingen om dem hænger fast

Foto: Mia Clark

Det London baserede art pop band ALASKALASKA udgav tidligere i år deres anmelderroste debutalbum ‘The Dots’, som med dets fusion af stilarter og interessante lydunivers skabte en del opmærksomhed. Jeg mødte ALASKALASKA under Reeperbahn Festival 2019 til en snak omkring inspiration, proces og udvikling.

Det er lørdag eftermiddag, den sidste dag på Reeperbahn Festival 2019, da jeg møder ALASKALASKA, som netop er ankommet fra lufthavnen til deres hotel, hvor de er i gang med at checke ind. Senere i aften skal bandet spille som en del af festivalen. De virker lidt udmattede efter rejsen men har dog energi nok til at synge med på hotel lobbyens playliste, som kører i baggrunden. Bandets saxofonist Will Rathbone, kigger på mig med et smil og kommenterer playlisten »All killer, no filler«. Efter bandets check-in går vi udenfor og finder en bænk i solen. 

Denne sommer har budt på nogle store oplevelser for det stadig temmelig ukendte band. Blandt andet spillede de en koncert på BBC Radio, som en del af det eftertragtede Maida Vale Sessions. Men størst var oplevelsen som opvarmningsband for australske Tame Impala i O2 London. »Det var virkelig vildt,« siger forsanger og guitarist Lucinda Duarte-Holman – og fortsætter.

– Det var et kæmpe show. Det største show vi nogensinde har spillet og højst sandsynligt også det største show, vi kommer til at spille i et stykke tid.

Da jeg spørger ind til, hvordan det var at stå på sådan en stor scene, joker sanger og bassist Fraser Rieley og guitaristen Calum Duncan med hinanden: »Tanken om det var faktisk mere skræmmende end rent faktiskt at gøre det« siger Rieley, hvorefter Duncan supplerer: »Det var stadig lidt skræmmende«. Rieley fortsætter: »Jeg havde for travlt med ikke at gøre noget dumt til at være bange«, og Duncan tilføjer med latter i stemmen »Det var en vidunderlig oplevelse, cateringen var fantastisk«

Historien om det to-delte band

ALASKALASKA har siden deres selvbetitlede debut-EP fra 2017 haft et spændende og enestående udtryk, hvilket delvist skyldes bandets medlemmer og deres forskellige musikalske baggrund.

– Os tre [red. Calum, Lucinda og Fraser] mødte hinanden på Goldsmiths College, hvor vi studerede Popular Music, og de andre i bandet gik på en jazzskole. Så der var en form for fusion mellem de to sider, fortæller Lucinda.

Selvom denne fusion mellem pop og jazz er vigtig for bandets lyd og historie, håber de dog stadig på, at de i fremtiden kan rykke videre fra hele tiden at blive associeret med denne historie.

– Jeg tror virkelig, at den historie har sat sig fast hos folk. Men jeg tror også på, at den med tiden vil svinde ud og ikke forblive en så stor del af os, siger Lucinda.

Jeg kunne fornemme, at bandet ofte var blevet spurgt ind til deres oprindelse og skellet mellem pop og jazz, så jeg spurgte, om de var trætte eller frustreret over denne afbildning af bandet, til hvilket Lucinda svarer.

– Nej, slet ikke. Det har bare været interessant for os, at den historie er blevet hængende, for vi føler selv, at vi er i udvikling som band. Der er kommet nye ansigter med undervejs, som også har medbragt en ny energi og haft indflydelse på bandet.

Apropos nye medlemmer i bandet har ALASKALASKA haft trommeslager Ed Bernezr og saxofonist Will Rathbone (som begge er nye i bandet) med til sommerens koncerter.

Det visuelle aspekt

På debutalbummet The Dots har ALASKALASKA skabt en unik og interessant lyd med fusioner af genrer og stilarter som pop, jazz og disco. Men inspirationen bag albummets egenartede lyd og stemning kan også findes andre steder end hos bandets blandede besætning, fortæller Lucinda.

– I forhold til mixet af genrer i musikken er alle i bandet inspireret af forskellige former for musik, så det har helt sikkert indflydelse på vores lyd. Men personligt henter jeg meget inspiration fra billeder. Når vi er i en kreativ proces og skriver sange, forestiller jeg mig for eksempel, hvordan jeg gerne vil have sangen til at lyde som en truende måne [red. en reference til sangen “Moon”]

Fraser Rieley nikker anerkendende, og fortsætter:

– Jeg tror altid, at det har eksisteret for os – altså at kunne visualisere vores lyd. Der er en del lag i vores musik, så på en måde er det som at male et billede, med de forskellige teksturer, og at alt får plads til at ånde. Så billeder har stor indflydelse på, hvordan en sang ender op med at lyde. For eksempel er sange som “Moon”, “Bees” og “Arrows” bygget op omkring det individuelle objekt i titlen.

Jeg bliver ved dette emne lidt endnu, da jeg fornemmer, at den visuelle side har stor betydning for musikkens endelige resultat. Jeg spørger derfor ind til steder på albummet, hvor man kan høre denne sammenhæng mellem lyd og billede. Lucinda kommer med et par eksempler men er ikke meget for at afsløre alt for meget, da hun ønsker at lytteoplevelsen forbliver personlig og ikke bliver farvet af hendes analyse.

– Sangen “Bees” har for eksempel en meget growly-synth, som føles som en bi, der summer. En anden sang er “Moon”, som består af en masse opstigende dynamikker, der føles som en stigende måne.

The Dots

ALASKALASKA optog hele The Dots på to uger, og denne korte tidsperiode var altafgørende for albummets færdige udtryk og resultat.

– Jeg tror ikke, at det ville have været det samme album, hvis vi havde haft mere tid til at optage det i, for den korte tidsperiode betød, at vi tog nogle risici. Vi arbejdede så intenst med sangene, at vi til sidst følte os helt “Cabin Feverish”, men det betød også, at sangene i sidste ende fik et fælles udtryk, selvom de er meget forskellige.

Selvom albummet blev optaget på kun to uger, strækker sangenes oprindelse sig dog langt længere. De fleste sange kan spores tilbage til en bestemt periode eller episode fra det sidste halvandet år i Lucindas liv.

– Albummet fortæller på en måde min rejse op til det givne punkt. En af de sidste sange vi færdiggjorde var “Skin”, og det er faktisk også den sidste sang på albummet. Jeg blev gift for nylig, og det er det sidste store, der er sket i mit liv, hvilket sangen handler om. Så du kan “join the dots” [red. en reference til albummets titel], og se hvor jeg var i mit liv, da jeg skrev sangene.

Sangene på albummet har dermed fungeret som en form for åben dagbog for forsanger og guitarist Lucinda, hvilket hun uddyber:

– For mig fungerer lyrikken og sangenes oprindelige og rå strukture som dagbog-indlæg, og jeg kan derigennem følge med i, hvor mit hoved og mine tanker befandt sig, på det givne tidspunkt jeg skrev sangen.

Dagbog konceptet var ikke noget, Lucinda havde gjort sig store tanker om – men mere noget, der opstod helt naturligt ud fra hendes forhold til tekstskrivning.

– I fremtiden vil jeg gerne være i stand til at skrive uden om mine egne oplevelser, men som det er nu, skriver jeg indefra, da det er det, jeg føler mig mest komfortabel med – og samtidig det, som kommer til mig helt naturligt. Så jeg tror, det er grunden til, at sangene virker som dagbog-indlæg. Egentlig var det ikke meningen, at albummet skulle blive et dagbogs-album, men jeg er singer-songwriter frem for alt, og det er sådan, jeg skriver mine sange lige nu.

Et band i bevægelse

ALASKALASKA er et band, der af natur søger nye grænser og områder at udforske, hvilket deres genrespringende musik i sig selv er et bevis på. Dette er også en af grundene til, at de ikke er alt for glade ved, at folk hænger fast i det efterhånden forældede billede af bandet som værende splittet op i pop- og jazz stilarterne. For dem er det ikke definerende for deres musik – men mere bare et af mange udtryk i bandets levetid. Denne lyst til konstant at prøve nye ting af – og at være åben over for forandring – er også at spore, når de snakker om deres fremtid og det næste album.

– Vi er selvfølgelig bevidste om vores begyndelse, men nu er vi rykket videre og befinder os i midten af noget nyt, som vi alle er spændte og åbne over for, siger Lucinda

Jeg spørger ind til, hvordan denne nye fase vil komme til udtryk på deres næste album, til hvilket Lucinda svarer:

– Jeg tror det næste album, som vi allerede er gået i gang med at tænke på, vil have et mere klart koncept og omhandle andre temaer og emner. Jeg tror forandringen skyldes, at jeg følte, at ´The Dots´ var et meget personligt album, og nu har jeg ligesom prøvet det. Nu vil jeg afprøve nye territorier, som medfører nye kreative områder, hvorfra man kan udforske nye ideer.

Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, hvornår vi kan forvente det nye album.

– Det er indenfor rækkevidde. Sangene er der ikke endnu, men ideerne er der. Jeg er ret fastlagt på, hvad jeg vil skrive og tale om som det næste, fortæller Lucinda.

Fang ALASKALASKA i Danmark når de spiller support for Hot Chip den 12. december på VEGA.