30 okt HMLTD annoncerer længeventet debutalbum og giver os endnu en smagsprøve
Foto: Daniel Mutton
Det London-baserede band HMLTD folder symbolikken ud i musikvideoen til deres nyeste single “The West Is Dead”.
Det er svært at beskrive hvordan HMLTD egentlig lyder, men dette er nok også en af årsagerne til, at de er blevet hyldet som ét af de mest interessante rockbands i nyere tid. På den nye single “The West Is Dead” finder bandet igen nye lydbilleder frem, og imponerer med deres rå og intense karisma.
Sangens fuzzede fundament passer perfekt til forsanger Henry Spychalski enestående croon-vokal, som til tider kunne minde om noget fra en Xiu Xiu sang. Teksten er en skarp kritik af det vestlige samfund, og fremstiller vores snare fremtid, som Spychalski forklarer:
– Det er ikke en dystopi, men et spejl holdt op for den sene kapitalisme. Verdensøkomien er i frit fald, insekterne dør på stribe, den økologiske katastrofe er garanteret, vesten er død, sprængt til atomer, fremmedgjort og apatisk.
Musikvideoen er instrueret af Niall Track, og symboliserer et kollapset Europa gennem diverse skrækkelige scenarier. Kritikken af det kapitalistiske samfund er et tema, som fylder meget på debutalbummet West of Eden, hvor tematikker som maskulinitet og undertrykkelse også kommer en tur gennem bandets specielle univers.
West of Eden udkommer den 7. februar, og i den anledning har HMLTD annonceret en Europa-turné. Desværre kommer bandet ikke forbi Danmark i denne omgang, så vi må nøjes med musikvideoen.