fbpx

En sand historie blev til en melankolsk dogmesang

Foto: Markus Kluge

En dyster historie blev til et maleri, der blev til en udfordring, der blev til en sang. Forvirrende? I bund og grund blev ét kunstværk til et andet, da Jazz Child skabte sin debutsingle. Læs med her om, hvordan den blev til, på baggrund af en udfordring.

Bag aliaset Jazz Child står sanger og sangskriver Anne Sophie Smith Ingendahl. Hun er sangskriver, producer og sangcoach og ude med debutsinglen “I Am Not Here” og tilhørende musikvideo. “I Am Not Here” kan kategoriseres som en dogmesang. Ingendahl fik nemlig stillet en udfordring hun, trods frygten for det, ikke kunne sige nej til. På My Beautiful Gallery i Rungsted blev hun udfordret til at skrive en sang om et af malerierne – på 24 timer! Hun valgte et portræt af Prinsesse Ingeborg, malet af Kristina Skalberg Sejersen. Det blev en personlig rejse for sangerinden, da hun skulle lære prinsessens skæbnesvangre historie at kende. Resultatet blev et pop-jazzet nummer, med elektroniske elementer, senere opfulgt af en melankolsk musikvideo.

Når man kender den dunkle historie bag, får sangen en helt ny betydning. Historien om Prinsesse Ingeborg går helt tilbage til 1100-tallet. Kort fortalt var hun datter af Valdemar den Store, og blev, af politisk taktiske årsager, sendt til Frankrig som 18-årig for at gifte sig med den franske konge. Morgenen efter brylluppet fortrød kongen, og Ingeborg endte med en fængselsdom på 20 år. Paven nægtede at udføre kirkelige handlinger, før Ingeborg blev løsladt, så kongen måtte sætte hende fri, og hun endte med at regere i Frankrig nogle år senere.

Jazz Childs fortolkning rammer maleriet, og den skæbnesvangre historie om den magtesløse prinsesse. Også i musikvideoen mærker man den dystre stemning, hvor vi ser Jazz Child selv, smelte ind over maleriet af Ingeborg.

Tags:
Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com