04 okt Dermot Kennedy – Without Fear
Foto: Universal Music Group
Label: Interscope Records
Dato: Fredag den 4. oktober 2019
Dermot Kennedys debut album ‘Without Fear’ mangler variation og forandring for virkelig at holde hele vejen igennem.
[rwp_box id=”0″]
Without fear starter egentlig fedt. Dermot Kennedys singler har indtil videre alle peget i én bestemt retning; en singer-songwriter med kraftige popproduktioner. Første nummer på det nye album peger dog lidt mere mod sidevejene. “An Evening I Will Not Forget” sender mine tanker hen mod en Bon Iver-lignende lyd med en mere alternativ tilgang til popgenren. Der, hvor jeg især bliver hevet i retning af Bon Iver, er ved vokal-mixet. Andenstemmen lyder elektronisk og mekanisk, ligesom Bon Iver ofte gør det. Derudover virker sangen ikke til, at have en umiddelbar form. Det føles som om, at tracket er lavet med følelserne uden et kommercielt aspekt. Ikke at der er noget galt i de mere kommercielle sange – dem har albummet helt sikkert også et par stykker af – men åbningsnummeret er bare noget klart andet.
Til trods for den gode start må jeg indrømme, at albummet ikke er et, jeg selv vil sætte på særligt mange gange. Det 13 numre lange album bliver for langt. Ikke at 13 sange er nogen form for rekord, men det er som om, at der mangler et budskab og et forskelligartet udtryk blandt numrene. Sangene minder lidt for meget om hinanden. Tekstuniverset kredser om kærlighed, og hvordan man lige håndterer dét at være på vej til at blive kendt og rejse fra det trygge hjemland – som man hører det på “All My Friends” med omkvædet: “to all my friends, you’ll find your way // some summernight i hope i see you again”. Lige med undtagelse af tekstuniverset er opbygning af stort set alle sangene ens. En intro ved klaveret eller den akustiske guitar, et første vers og eventuelt omkvæd, hvor Kennedys stemme fremstår mere bar, indtil at sangene bliver mødt af stærkt producerede trommelyde, og i nogle tilfælde store synth-flader.
Dog fornemmer man også Kennedys irske ophav. “What Have I Done” akkompagneres af både marchtrommer og strygere, som giver en meget folkelig stemning, som man bedst kunne forestille sig, det ville foregå i Irland. Mit problem med Without fear er helt klart, at man halvvejs inde i albummet sidder med en følelse af, at man har hørt musikken før. For eksempel bruges det samme vokalsample i både “Moments Passes” og “Outnumbered”. Der mangler fornyelse undervejs, som holder én fast og giver lysten til at finde ud af, hvad det næste, der skal til at ske, er. Dette er for forudsigeligt. Der er dog helt sikkert også gode øjeblikke. Nummeret “The Corner” er mere nedbarberet og står mere råt (i hvert fald i første del af sangen), og det klæder Kennedy. Hans vokal kan virkelig bære at stå alene, hvilket træder frem, når produktionen ikke går ind og tager over.
Alt i alt vil jeg beskrive albummet som ret middelmådigt. Kennedy har fundet én måde at skrive et hit på, som uden tvivl virker. “Power over me” er jo blevet spillet mange gange på flere forskellige radiostationer og er også bare et virkelig godt nummer. Men det kommer til at stå svagere, når næsten alle 13 sange er lavet ud fra samme formel.
