fbpx

10 hurtige til… Arif

Foto: Nora Creatives

Norske Arif giver koncert i aften i Lille VEGA. I den forbindelse har vi stillet rapperen et par hurtige spørgsmål, så du kan nå at lære ham lidt bedre at kende forud for showet.

Arif er en af de mest prominente rappere i Norge lige nu – og af god grund. Med sin rå tilgang og tydelige passion for musikken, som han ikke nødvendigvis blotter gennem rampelyset, er han nemlig ærlig og sårbar på en måde, som de færreste artister kan prale af. Han er lige nu aktuel med albummet Arif In Waanderland, som udkom i slutningen af september, og i morgen giver han koncert i Københavns Lille VEGA. I forbindelse med denne har vi stillet den talentfulde kunstner ti hurtige spørgsmål, så du har mulighed for at lære ham lidt bedre at kende forud for koncerten.

1. Min musik er…?

For alle. Uafhængig af køn, race og religion. Alle skal kunne genkende sig selv i den musik, vi laver. Udtrykket er for alle, samtidig med at vi forsøger at beholde vores artistiske integritet. Vi diskriminerer ikke.

2. Jeg begyndte at lave musik, fordi…

Det gjorde mig glad. Tror jeg var blevet sindssyg uden musikken. Den har hjulpet mig i gode og tunge stunder. 

3. Jeg finder inspiration i…

Life is like a box of chocolate. You never know what you gonna get.

4. Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…

The XX i 2017 – eller Outkast i 2014. Koncerter som får mig til at græde og danse samtidig er mere værd end penge. Jeg kan huske, at jeg mærkede en slags frihed og glæde, som jeg sjældent føler. Jeg lærte meget om, hvordan man skal give koncerter.

5. Den vildeste koncert, jeg selv har spillet var…

Stavernfestivalen i 2019. Alle i Norge og deres bedsteforældre var der. Det var så sjovt! Jeg smilte til næste dag.

6. Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…

Astronaut. Jeg svæver bare sådan.

7. Min yndlingsartist lige nu er…

Blood Orange! Fordi Dev Hynes er noget af det tætteste, vi kommer på et musikalsk geni. Han spiller alle instrumenter, synger, mixer, producerer, skriver (sygt godt) og synger. Det lyder så effortless. Nogle gange lyder han som Prince, andre ganger Ub-40, det er bare lækkert.

8. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…

Balance mellom ro og kaos. Har jeg balance i mit hoved, så kører det hele. Alle problemer bliver løst, alle gode stunder bliver fejret. Men jeg tror, at jeg har brug for begge ting. Når jeg er glad, er min musik trist. Når jeg er trist, er min musik glad.

9. Når folk lytter til min musik, skal de…

Lytte, føle, græde og danse – samtidigt.

10. Mit album er…/Min kommende koncert i… bliver…

Min sandhed, vores erfaringer, mit perspektiv, basically mit liv… bliver fucking wild! Jeg glæder mig som en lille baby! Alle skal komme! Vi skal danse!

Giv et af Arifs nyeste hits “Hvem Er Hun” et lyt herunder:

Tags: