fbpx

Alex Cameron – Store VEGA

Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: Mandag den 22. oktober 2019

I Store Vega sørgede scenemesteren Alex Cameron for, at der var rig mulighed for at danse og skråle med, når hans backinghær spillede 70’er- og 80’er-inspireret musik, som Alex Cameron med en habil mængde patos fik personificeret bizarre, skæve og sørgelige karakterer og skæbner henover.

Alex Cameron – Store VEGA
4 / 5 Anmeldelse

I Alex Camerons musik finder man forskellige karakterskildringer af sørgelige og bizarre karakterer. Selve musikken trækker på en old-school poprock 70’er og 80’er lyd, med saxofon, synthesizere og helteomkvæd. Nogle af sangene får én til at tænke på Bruce Springsteen, hvis han skildrede tragikomiske mænd som i sangen “Divorce”. Andre sange får én til at tænke på Phil Collins, som for eksempel “Stepdad”, med dens insisterende synth-tema og Camerons frigjorte vokal.

Men selvom det kan lyde som en forvirrende sammenblanding mellem de to 70’er og 80’er musikalske arketyper, så formåede Alex Cameron i Store VEGA, at skabe en musikalsk sammenhæng under hele koncerten. Selvom Alex Cameron ikke når op på samme musikalske sangskrivningsniveau som Springsteen og Collins for mit vedkommende, så kan den 29-årige australier, noget helt andet. Camerons karakterer er nogle som man kan grine af, men hvis grundlæggende følelser man i sidste ende kan relatere til. Vi kom dog aldrig ned i det melankolske hjørne, da Cameron og company virkede mest interesseret i at holde en smurt rock fest.

Alex Cameron dansede komisk og karikeret rundt på scenen, og han udstrålede en selvsikker energi, som han holdte fast i under hele koncerten. Tankerne kunne ledes til en afdanket lounge-sanger, som for en kort stund havde fået lov til at udleve sin drøm om at optræde foran en koncertsal. Med smurt og slikket hår selvfølgelig. Det tog lidt tid før den samme energi fra scenen nåede ud til alle i lokalet, hvilket måske kan skyldes en mandagsånd.

Men da publikum fandt lysten, energien og modet til at danse og synge med, så lettede stemningen sig også automatisk. Det var tydeligt på aftenens koncert at Alex Camerons musik har en plads hos folk, som ikke rigtig kan fyldes af andre. Efter sangen “Miami Memory” med tekstlinjen: “Eating your ass like an oyster // The way you came like a tsunami”, stod publikummet for eksempel og heppede og klappede i så lang tid, at bandet mere eller mindre måtte vente på at de kunne gå i gang igen. Det var ret bizart, komisk og i Camerons ånd.

Det var ikke altid at Alex Camerons vokal ramte tonerne i øjet. Misforstå mig ikke, under størstedelen af koncerten, sang han med en kraft og ivrighed, der gjorde det svært ikke at trække på smilebåndet, når man lyttede efter nogle af de tekster som han croonede ud til salen. Men når han skulle frasere sig op af vokalregistreret, lå han lidt under de toner han prøvede at ramme. Men derudover var det imponerende så følelsesladet Cameron kan synge. Han er en fantastisk karaktersanger, som kan holde masken under alt, uden at det virker påtrængt eller falsk. Hans stemme var dyppet i en lækker skål patos, hvor sangenes karakterer fik lov til leve og ånde gennem Camerons vokallevering. Den bitre, sørgmodige duet “Strangers Kiss” var et stort højdepunkt. På optagelsen synger Cameron med Angel Olsen, men denne aften sang guitaristen Lilah Larson hjerteskærende med, og alting gik op i en højere enhed.

Roy Malloy, som er Alex Camerons højre hånd på alt hans musik, fik lov til at anmelde den stol som Store VEGA havde stillet til rådighed, da han ikke længere må anmelde ting på Google. Det blev da også til fire flotte stjerner. Det er præcis det samme antal stjerner, jeg vil give aftenens koncert.

Tags:
Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com