fbpx

Reportage: DMA 2019 var et festfyrværkeri uden lige

Foto: Morten Rygaard

Der var gang i festen til Danish Music Awards 2019, der ovenpå sidste års aflysning i den grad formåede at indhentet det tabte. 

Nabiha var aftenens vært, og hun fik hurtigt gejlet publikum op til en festlig aften. Festen blev skudt i gang med et brag, da Christopher gik på scenen til tonerne af “Bad” og hurtigt fik K.B. Hallen til at danse og skråle med. Der blev skudt konfetti af, og stemningen var sat, da den første vinder skulle annonceres. Kategorien var “Året Nye Navn”, og det blev den talentfulde Clara, der i sin blikfangende fløjlsblå nederdel løb med årets første pris. Taknemmeligheden og begejstringen strålede ud af den unge kunstner. Mere konfetti malede salen i glitter, da Sivas gik på scenen i selskab med sin lille datter, hvilket måske gav ham lidt billige point, men samtidig fremtryllede adskillige bløde knæ blandt det fremmødte publikum. 

Foto: Morten Rygaard

Årets livenavn var næste i rækken, og her var det Nik & Jay, der løb med prisen. Derefter fulgte Årets Solist, som Kesi velfortjent kunne hive hjem – Kesis anden pris i løbet at aftenen, da han senere gik hen og vandt Årets Urbannavn. Årets Popnavn var en kategori fyldt med store navne, som blandt andet havde Rasmus Seebach, Nik & Jay, Scarlet Pleasure og Phlake på nomineringslisten – men Lukas Graham endte med at løbe med titlen og vandt også senere Årets Radiohit og Årets Danske Streaminghit, hvilket gjorde bandet til aftenens topscorer. 

Aftenen skred frem, og noget helt nyt i år var priserne for Årets Frivillige og Årets Forbillede, som gik til henholdsvis de frivillige fra Northside og Jesper Ry, musikskolechef i Haderslev Kommune. På scenen fandt man i løbet af aftenen The Minds of 99 med deres nye engelsksprogede nummer “1, 2, 3, 4”. I det neongrønne giftige sceneshow tog de forskud på glæderne, da de senere på aftenen vandt prisen for Årets Danske Album. 

Som noget af det sidste indtog Clara og Jada scenen, som begge fik taget til at løfte sig. Her var der girlpower for alle pengene, da de to sangerinder afsluttede deres optrædener med en hårrejsende mashup af Claras “Crazy” og Jadas “Lonely”. 

Foto: Morten Rygaard

Nik & Jay rundede den vellykkede aften af med manér – og på trods af at de (til publikums ærgrelse) ikke slog sig løs til det ældre hit-katalog, var deres sceneshow alligevel præget af fest og farver og fungerede som en fin afslutning på en festlig aften i dansk musiks navn.  

Hele showet kan ses på TV2 nu på søndag kl 21.00.

Her er årets vindere: 

ÅRETS DANSKE ALBUM
The Minds of 99 – Solkongen

ÅRETS DANSKE GRUPPE
Benal 

ÅRETS DANSKE SOLIST
KESI 

ÅRETS DANSKE RADOIHIT
Lukas Graham – “Love Someone”

ÅRETS DANSKE STREAMINGHIT
Lukas Graham – “Love Someone

ÅRETS NYE DANSKE NAVN
Clara 

ÅRETS DANSKE SANGSKRIVER
MØ – “Forever Neverland

ÅRETS DANSKE PRODUCER
Nicki Pooyandeh (for bl.a. Gillis ”Vai Amor”; MellemFingaMuziks “AMG”; Sivas, NODE & Gillis ”Oui”) 

ÅRETS DANSKE LIVENAVN
Nik & Jay 

ÅRETS NYE DANSKE LIVENAVN
Jada 

ÅRETS DANSKE ROCKNAVN
The Minds of 99 

ÅRETS DANSKE URBANNAVN
KESI 

ÅRETS DANSKE POPNAVN
Lukas Graham 

ÅRETS FORBILLEDE
Jesper Ry – musikskolechef på Haderslev Musikskole (som med ildhu og stort engagement har sørget for, at der er undervisning i musik på alle folkeskoler i Haderslev Kommune). 

ÅRETS FRIVILLIGE
Resource Warriors (NorthSide) 

DANISH MUSIC AWARDS’ ÆRESPRIS
Lis Sørensen 

ÅRETS INTERNATIONALE ALBUM
Billie Eilish – WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?

ÅRETS INTERNATIONALE HIT
Lady Gaga & Bradley Cooper – “Shallow”