fbpx

Local Natives om deres mest eksperimenterende album til dato: »Den vigtigste ting, vi har lært undervejs, er nok at stole på hinanden«

Foto: Jonathan Chu

Vi mødtes med den amerikanske kvintet, da de for nylig gæstede København. Det blev til en snak om deres seneste album, om at slippe tøjlerne og om de ti år, der er gået siden debuten.

Jeg brokker mig lidt over kulden, da jeg efter en frisk cykeltur er ankommet til Pumpehuset og småsnakker med Taylor Rice – en femtedel af Local Natives – mens vi venter på, at bassist Nik Ewing kommer retur fra lydprøve. »Men det har jo været som et postkort her i dag,« siger Rice. »Her er virkelig smukt.« Og det må jeg selvfølgelig give ham ret i. Solen er dog væk nu, så det er for koldt at sidde i Byhaven, som det et kort sekund blev overvejet. Så vi smider i stedet de resterende bandmedlemmer ud af deres green room og finder os til rette i sofaerne.

Local Natives – som rent musikalsk falder i en kategori, der også kunne rumme navne som Grizzly Bear, Arcade Fire, Fleet Foxes og Vampire Weekend – blev dannet i 2005 i Californiens Orange County, hvor Taylor Rice (vokal, guitar), Kelcey Ayer (vokal, keys, percussion, guitar) og Ryan Hahn (vokal, guitar, keys) gik i high school sammen. De fik siden selskab af Andy Hamm (bas) og Matt Frazier (trommer) og i 2009 udgav de debutalbummet Gorilla Manor. Andy Hamm forlod bandet i 2011, hvorefter Nik Ewing (bas, keys, backing vokal) overtog hans plads. Bandet har i alt udgivet fire album – senest Violet Street ,som kom på gaden i april.

Fra kaos til kunst

Arbejdet med den nye plade begyndte kort tid efter, at drengene var færdige med at turnere med Sunlit Youth, deres tredje album. Det er egentlig lidt atypisk for bandet at gå i gang så hurtigt, men de blev tilbudt en måneds skriveophold i Mexico, og det var der, de første frø til Violet Street blev sået. Men i modsætning til tidligere, så var det kun forsigtige skeletter optaget på en iPhone, som de havde med hjem. Da de efterfølgende gik de i studiet med producer Shawn Everett, var det derfor kun med voice memos i bagagen. Der var ingen demoer, ingen fuldstændige idéer, og bandet har da heller aldrig eksperimenteret så meget i studiet før. Det har både være angstprovokerende og befriende.

Det var lidt skræmmende til at starte med, og det var heller ikke os alle sammen, som var helt overbeviste om tilgangen, fortæller Rice. Men hver eneste gang, vi var i studiet, kom der noget virkelig godt ud af det, så vi udviklede hurtigt en tillid til at udforske sangene på den her måde.

– Vi havde en idé om, hvad vi ville med sangene, siger Ewing, men Shawn [Everett, red.] vendte det hele på hovedet.

Et af de øjeblikke i studiet, hvor grænserne virkelig blev skubbet, og som har haft stor betydning for processen, var da de alle fem løb rundt om en mikrofon og skreg. Bogstaveligt talt. 

Læs også  Da Sarah Klang var lille lagde en heks fra Göteborg hendes stjernekort. Om det er derfor hendes nye album er opkaldt efter et stjernebillede står stadig uklart

– Det lød helt sindssygt, men det er samtidig blevet grundlaget for det nok ømmeste nummer på pladen [åbningsnummeret ”Vogue”, red.]. Og det indfanger bare hele processen virkelig godt – hvordan noget så kaotisk og larmende kan blive vendt til noget smukt, forklarer Rice. Vi har faktisk opkaldt hele vores tour efter det – Spiral Choir.

Det er blot et af mange eksempler på at slippe kontrollen og skubbe til nogle af de vante grænser. Det kunne også være, at der spillede en film i studiet, som så blev til en inspirationskilde eller et billede, blandt andet af et nedlukket og næsten spøgelsesagtigt shoppingcenter, som det var tilfældet med nummeret “Tap Dancer”.

– Jeg sad ved klaveret, og så sagde Shawn ”spil ligesom det billede”, hvilket jo er en lidt mærkelig måde at gå til det på, fortæller Ewing. 

Men den alternative tilgang virkede – og i en sådan grad, at bandet nærmest har haft en smule ”imposter syndrome” – de har næsten ikke kunnet forstå, at det er dem selv, der har lavet de her ting. 

– Jeg har haft nogle øjeblikke, hvor jeg ikke helt har kunne fatte det, siger Ewing. 

– Det er mest Kelcey og jeg, der spiller klaver, og tit ville vi være i studiet sent om aftenen. Når vi så skulle høre det igen næste dag, har der været nogle gange, hvor jeg har rost Kelcey for, hvor godt han spiller, hvor han så har sagt, at det ikke er ham – og så måtte det jo være mig. Der er så mange øjeblikke, hvor jeg føler, at Shawn virkelig har sat os op til succes med den måde, han har skubbet til os på.

Du skal arbejde for det selv

Der er gået ti år, siden debutalbummet Gorilla Manor kom på gaden, og drengene er slet ikke i tvivl om, at de ikke kunne have lavet Violet Street dengang.

– Eller bare for et par år siden, smågriner Ewing.

Da jeg spørger, hvad der har ændret sig siden dengang – for 10 år siden – så er svaret sjovt nok, at der ikke rigtig er noget, der har ændret sig. På den ene side i hvert fald. For på den anden så har alt også ændret sig. De fem gutter er nu i starten af 30’erne, har udgivet fire plader, turneret det meste af verden, nogle er gift og har børn på vej. Så selvfølgelig har de udviklet sig personligt – men kærligheden til musikken er den samme og samarbejdet mellem de fem er stadig stærkt. 

– Den vigtigste ting, vi har lært undervejs, er nok at stole på hinanden. Vi er et virkelig demokratisk band, hvor alle er ligeværdige, og det kan selvfølgelig godt give nogle udfordringer i forhold til at tage beslutninger og den slags, siger Rice og fortsætter: Men jeg elsker virkelig, at vi er et band, hvor alle er lige involverede og har en lige stor del i at gøre sangene til det, de er. Vi ville aldrig kunne gøre det her hver for sig.

Foto: Drew Escriva

Der er vist ingen tvivl om, at musikbranchen har ændret sig meget i løbet af de seneste ti år, hvor streaming og digitalisering er nogle af de helt afgørende faktorer. Og Rice og Ewing er enige om, at det nærmest har føltes som en helt ny industri, hver gang de har udgivet en plade. Men selvom der er snak om albummets død og singlekulturens effekt på sangskrivning, så er de to herrer ret optimistiske. 

Læs også  10 hurtige til Uimodståelige JOLES

Det er en spændende tid. Tidligere var man jo begrænset af de fysiske rammer, i forhold til hvor meget musik der kan være på en CD eller vinyl. Men sådan er det ikke mere, siger Ewing. Med ‘Violet Street’ ville vi – mere end nogensinde – lave en samling af sange. Sange som lever sammen. Men vi har til gengæld også numre, som ikke rigtig passer ind, og dem kan vi jo så udgive som singler i stedet.

– Efter Sunlit Youth udgav vi faktisk to ‘one-off’-singler, og en af dem [“I Saw You Close Your Eyes”, red.] er et af vores mest streamede numre, og vi spiller det ofte live, tilføjer Rice. Så vi er ret åbne overfor de muligheder. Men vi vil nok også altid være draget mod albumformatet.

Jeg slutter af med at spørge, om der er noget, de ville ønske, de havde vidst, dengang de startede ud; noget der ville have gjort rejsen nemmere. 

– Det er svært at sige, fordi branchen jo netop har ændret sig så meget i den tid, vi har lavet det her, siger Rice og fortsætter efter en lille tænkepause. 

– Men jeg tror, at en ting, som jeg stadig tænker på, og som er ligeså relevant i dag – hvis ikke endnu mere – det er, at der aldrig kommer til at være den der ene person, som får det hele til ske for dig. Eller det der ene ’breakthrough moment’, som skaber din karriere. Det kan man i hvert fald ikke gå og vente på. Det var en lektie, vi hurtigt lærte, og så fandt vi ud af, at vi godt kunne gøre tingene selv. Vi lavede selv vores plade og artwork og skrev til tusindvis af blogs for at få det ud. Og det tror jeg næsten er endnu vigtigere i dag. Der er så mange muligheder derude, så man er nødt til at tage styringen og gå målrettet efter det.

Tanja Brinks Toubro
tanjabtoubro@gmail.com