fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 42

Foto: SØN // Filip Vest

Så er vi igen klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra rebelsk indie-rock til australsk singer-songwriter og dansk poesi-pop til soulet trip. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

The Amazons

Hvornår: Onsdag den 16. oktober
Hvor: Atlas

De britiske, støjende indie-rockere i The Amazons fik meget opmærksomhed og ros for deres selvbetitlede debutalbum i 2017 – det gav dem blandt andet en ottende plads på den britiske Album Chart det år. Kvartetten udgav tidligere i år deres andet studiealbum Future Dust, og numrene herfra vil være at opleve, når de gæster Atlas i Aarhus. Man kan i hvert fald forvente et energisk show og stærke riffs, når den rebelske kvartet kigger forbi Aarhus.

Søn

Hvornår: Torsdag den 17. oktober
Hvor: Atlas

Ligesom ovenstående, rammer københavnske Søn også Atlas, når de som en del af deres turné gæster Atlas på torsdag. Debutalbummet Det Skandinaviske Desgin viste gruppen som eksperimentrende og magisk. Og netop magisk er deres live-optrædener – i hvert fald hvis du spørger vores anmelder, der gav deres koncert på dette års Roskilde Festival fire en halv stjerner og en bunke ros. Der slår gnister mellem Søn og deres publikum, når de digterligt og nærværende udfolder deres tekster og indie-poppede numre, der tenderer til at lyde som The Smiths og andre drømmende 80’er grupper – med et twist i form af SØNs egen poetiske lyrik.

ANYA

Hvornår: Torsdag den 17. oktober
Hvor: Posten

R&B møder skandi-pop når dansk-amerikanske ANYA så fint synger sig igennem det ene catchy nummer efter det andet. Efter at have været support til Thomas Helmigs udsolgte arenaturné, er hun nu afsted på sin egen tour, hvor hun blandt andet gæster Posten i Odense. Lyden på debutalbummet Faith fra i år er noget mere poppet, end hvad man ellers kunne forvente fra sangerinden. Poppet eller ej – man kan altid forvente en yderst nærværende optræden fra ANYA.

Harrison Storm

Hvornår: Torsdag den 17. oktober
Hvor: Hotel Cecil

Efter at have spillet i et udsolgt Lille VEGA som opvarmning for Ziggy Alberts, kommer den australske guitarist og sanger Harrison Storm nu tilbage til København, når han på egen hånd slår et smut forbi Hotel Cecil på torsdag. Den selvudgivede debut-EP Sense of Home udkom i 2015, og siden er der smidt et par singler ud, og Storm har været på turné i Europa og USA. Med en skøn fingerpicking guitar og en sårbar stemme, forventer vi en fortryllende koncert fra Harrison Storm.

Takykardia

Hvornår: Fredag den 18. oktober
Hvor: Cecil AM

Den københavnske genrebøjende gruppe Takykardia har fået ry for at være et forrygende live-act. Og det bliver interessant, når de på fredag kun kommer til at spille nyt materiale. Takykardia blander triphop og soul i deres eksperimenterende musik, og så drømmer de om at spille på månen. Indtil da må de nøjes med en midnatskoncert på Cecil AM, der garanteret også bliver et besøg værd.

Gå heller ikke glip af:

Selma Judith – Lille VEGA, fredag den 18. oktober
Rebecca Lou – Posten, fredag den 18. oktober
Fallullah – Hotel Cecil, fredag den 18. oktober
ICEKIID – Train, fredag den 18. oktober
Alex Cameron – Store VEGA, mandag den 21. oktober