12 okt FRAADS – Lille VEGA

Foto: Klara Løkke
Venue: Lille VEGA
Dato: Fredag den 11. oktober 2019

Med bodyrolls, trompetspil og kæmpe musikalsk overskud markerede FRAADS fredag aften sig selv – ikke bare som en af de mest prominente og nyskabende hiphop-grupper, men også som et af de bedste nye livenavne.

[rwp_box id=”0″]

På trods af det efterårsbetonede regnfulde vejr, var der allerede tæt pakket foran Lille VEGA, da jeg ankom et kvarter før dørene åbnede. FRAADS har i løbet af de sidste par år cementeret sig selv som et af de mest interessante og nyskabende navne på den danske hiphop scene, så jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg var overrasket over den tætpakkede kø, og dem der i ivrighed sprang den over, da klokken slog otte.

Salen fyldtes lynhurtigt med smil og grin, dans og forventningsfulde samtaler – alt imens DJ Yelzin forvandlede salen til et dansegulv med de største hits fra Nik og Jay. Stemningen var sat, og det tydede godt, da lyset dæmpedes og scenetæpperne blev trukket fra.

Den ene halvdel af FRAADS, David Engelbrecht, gik på til lyden af skingre skrig, og hvis det ikke var tydeligt i forvejen, blev det for alvor gjort klart, at det meste af publikum var piger, da forsangeren Papa Erotic – med det borgerlige navn Frederik Espersen, melodisk bevægede sig frem fra de malede lagner, som dominerede det bagerste af scenen. Han var iklædt, hvad der mest af alt lignede en hospitalstrøje og et par knaldrøde rengøringshandsker – med tonerne af “Freddy Krueger” mødte duoen publikum på toppen, og de holdt stemningen og kvaliteten deroppe resten af aftenen.

Der blev skrålet med på samtlige numre til koncerten – selv den spritnye “Blinker”, og de to frontmænd havde svært ved at skjule, at de var rørte – specielt Espersen, der, hvis jeg ikke tager fejl, fældede en tåre eller to. Sammenholdet mellem menneskene på scenen var tydeligt, og de små smil, grin og blikke, der blev sendt frem og tilbage mellem de to frontmænd, fik dem mest af alt til at ligne et nyforelsket par. Til “Sku Vi Ta Noget?” bevægede Papa Erotic sig ned på gulvet og vred og vendte sig til hver en tone under det neongrønne lys – og det var generelt gennem hele koncerten, at forsangeren gav sig fuldt ud på trods af den sved, der dryppede fra hans tøj, som der forsvandt mere og mere af for hver sang. Sødt var det altså, da han følte behov for at gå om bag lagnerne på scenen for at tage sin sidste trøje af.

Gruppen sagde ikke meget under deres tid på scenen, men det de ikke sagde, gjorde Espersen op for med bodyrolls på den røgfyldte scene, og på trods af at duoen var fåmælt, gjorde de alt for at komme ud over scenen og nå helt ned til de bagerste rækker. Publikums begejstring var ikke til at tæmme, og at forsangerens vokal druknede i hittet “Heroppe” skyldtes ene og alene, at publikum sang så højt. På “Kindkys” udvidede gruppen deres instrumentale repertoire med trompetspil, og på trods af utålmodig sang fra publikum faldt tempoet en tand og endnu mere, da de skruede ned for instrumenterne og op for følelserne på “Bær Mig Nu”, hvor forsangerens fine vokal blev blottet og stod frem på en måde, som man ellers ikke ville have lagt mærke til eller tænkt over i virvaret af pulserende beats og råb fra publikum.

Afslutningsvis svajede Frederik Espersen frem og tilbage med hofterne på “Farlig Danser”. Hele koncerten igennem blev han blev hevet i af de forreste rækker, men forsangeren var alligevel helt nede og ånde de forreste i hovedet og uddele gruppekram efter at have erklæret, at det nok var det sygeste show, de nogensinde havde spillet. Herefter spillede gruppen lukkeren “døde i dine arme” og med autentiske store smil, krammere og buk gik de af. Efter, hvad der føltes som to ekstatiske minutter, var koncerten ovre, og jeg bandede af mig selv over, at jeg kun kunne gå hjem og streame deres sange, når de så åbenlyst var lavet til at blive oplevet live.