11 okt The Minds of 99 indtræder en ny æra på den engelsksprogede single “1,2,3,4”
Foto: Simon Birk
The Minds of 99 er nok ikke et nyt bekendtskab for mange, men det er deres nye single “1,2,3,4”, som udkom idag, og som til og med er på engelsk, hvilket er helt nyt for den ellers dansksprogede gruppe.
The Minds of 99, der har lagt landet ned med storm, og skabt et kæmpe navn for sig selv på den danske musikscene gennem de sidste år, er ude med ny single “1,2,3,4”. Med op til flere sange i rotation på danske radiokanaler og med adskillige koncertoptrædener på diverse festivaler herunder Roskilde Festival og mange andre anerkendte festivaler og scener, er gruppen et af de største navne vi har herhjemme pt. Men det er ikke en klassisk Minds’ single, vi har med at gøre i denne omgang. Den er nemlig på engelsk, og noget mere elektronisk end tidligere Minds-værker. Dette er nyt for gruppen, der normalt præsenterer forsanger Niels Brandt på dansksprogede tekster – noget som danskerne tilsyneladende holder meget af. Mon det engelske kommer til at favne, og er det noget bandet vil holde fast i i fremtiden? Det er ikke til at sige, men sangen er i hvertfald stadig energisk og eksperimenterende, som er noget man generelt kan sige om gruppens repertoire.