fbpx

M. Rexen udgiver det fængende og opmuntrende track “Lover Fighter”

Foto: Søren Solkær

M. Rexen er en genrekrydsende musikalsk kunstner, der udfordrer og afprøver grænser i sin musik. Noget der ender i et umådeligt fint og tiltrækkende univers. Dette ses også på nyeste single “Lover Fighter.”

Michael Rexen der går under aliaset M. Rexen, er lidt af en verdensmand – noget man også kan høre i hans musikalske univers, der er inspireret af flere genrer og lyde verden over, dette ses eksempelvis på sange som “Lumia” og “Autumn Home”, der har nogle østerlandske vibes over sig. Rexen er kendt for at krydse forskellige musikalske veje og kalder det selv for ‘wildstyle’. Han blev født i de Forenede Arabiske Emirater, og bor nu i en mongolsk yurt (et forstørret telt) på Christiania. Han har rejst omkring i Pakistan med trommemestereren ved navn Gunga Sain, og arbejdet på boreplatforme i Egypten – nu udgiver han så musik som M. Rexen.

M. Rexens nye single “Lover Fighter” trækker på sommervibes med masser af blæsere, lækre og opmuntrende toner, båret af Rexens super sprøde og forførende stemme. Til sidst i nummeret skiftes der vinkel ved at indlede et mere elektronisk stykke og en forvrænget vokal.

Michael Rexen siger selv om den nye single:

Lover Fighter handler om livet som euro-trash, om kærlighed og om overlevelse. Poesien som findes i at kæmpe for social retfærdighed og i at lægge både krop og sjæl i sin sag. Den handler om sammenhold og om at rejse mod Guds gyldne hav og sølvbelagte strande uden en krone på lommen.”

Rexens univers er drømmende, kalejdoskopisk og magisk, og hvis du er ligeså fortryllet af det, som vi er, kan du jo glæde dig til at hans album They Danced lander den 25. oktober.

Tags:
Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com