fbpx

Big Thief – Two Hands

Foto: PR
Label: 4AD
Udgivelsesdato: Fredag den 11. oktober 2019

Indierock bandets fjerde album byder på en blanding af numre, hvor skrøbelighed er nøgleordet – og det velspillede band sikrer, at det aldrig bliver for sentimentalt og ensformigt.

Big Thief – Two Hands
4 / 5 Anmeldelse

Tilbage i 2016 udgav indierock banden Big Thief deres debutalbum Masterpiece. Siden da har de været produktive. Tidligere i år udgav de deres tredje album, og allerede nu er deres fjerde på vej. De tidligere album, der alle er blevet godt modtaget af diverse anmeldere, viser, at Big Thief er et band, der på kort tid har sat sit aftryk på musikscenen – både hjemme i New York men også internationalt.  

Selvom bandets fjerde album Two Hands ikke skiller sig synderligt meget ud fra deres tidligere, byder det på et åbningsnummer, der sætter tårnhøje forventninger til resten af albummet. “Rock and Sing” er titlen på nummeret, og med ét fanger det lytteren, som må overgive sig til Adrienne Lenkers forførende stemme, der på én gang er både skrøbelig og stærk.  

Albummet har dog meget mere at byde på end skrøbelighed og en stærk vokal. Det også et ekstremt velspillet og afbalanceret band bag sig, der smukt understøtter og giver plads til hinanden. Tilsammen formår kvartetten i en kombination af ti ret forskellige numre, der båder byder på skæve rytmer og aggressiv guitar, at levere et samlet udtryk, der på én og samme tid er underfundigt, drømmende og smukt. 

Af sange, der skiller sig ud, kan nævnes albummets længste nummer “Not.” Her hører vi en hel anden side af Lenker og resten bandet. Nummeret er nærmest som et vredesudbrud og virker lidt malplaceret på et album, der ellers er stærkt præget af inderlighed og intensitet. Et nummer, der skiller sig ud fra mængden, burde være befriende og give lytteren et pusterum fra ensformigheden. Det er desværre ikke tilfældet med “Not”, der er mere forstyrrende end befriende. Albummet ville have været stærkere, hvis de havde skåret dette nummer fra. Det skal for god ordens skyld understreges, at det på ingen måde er et dårligt nummer – det passer bare ikke til albummets udtryk. Et andet af de afvigende numre er “Forgotten Eyes”, der i modsætning til “Not” ikke er et malplaceret vredesudbrud – men derimod et kontrastfyldt nummer, hvor Lenkers vokal er på grænsen til at knække over i noget, der minder om aggressiv sårbarhed. En sårbarhed, der bliver bakket op af et ligeså aggressivt band, der også her komplimenterer hinanden til perfektion.  

Lenkers skrøbelige vokal er albummets gennemgående styrke, og havde det ikke været for outsideren “Not”, ville jeg have være lidt gladere for Two Hands, end jeg er. Og det siger ikke så lidt. Big Thief er et band, der i den grad har fundet sin lyd og sit udtryk. Om de formår at blive ved med at holde det nyt og interessant, må tiden vise. Med deres fjerde album, er der i hvert fald ikke noget, der tyder på, at de er ved at miste, det de har bygget op. 

Tags:
Lars Rosengreen Knudsen
Larsknudsen@bandsoftomorrow.com