18 okt 10 hurtige til… Danni Toma
Foto: PR
Efter fire års ventetid er Danni Toma endelig klar med ny musik i form af EP’en ‘Dagene Efter’. Bliv klogere på artisten og hans musik lige her.
Der er gået fire år siden, vi sidst har fået et album fra Danni Toma. Nu er kunstneren endelig klar med ny musik i form af fem numre på EP’en Dagene Efter. Pladens tema rummer 20’ernes coming-of-age og giver en stemme til denne proces. På EP’en oplever vi Dannis talent for sangskrivning og velskrevne melodier, som vi allerede så på samarbejdet med Karl William – “Fra eller til” – som udkom i august dette år, og som også er at finde på EP’en. Henover tracklisten viser Toma en udvikling fra den gale mand, der snakker med sig selv i isolation, til en parafrase over dualismen mellem levende og død. Det handler om erkendelsen af, at man hverken kan gøre “Fra Eller Til”, og at man på trods af fejl og mangler stadig bestræber sig på at være et godt, respektfuldt og omsorgsfuldt menneske.
EP’en er første del i en EP trilogi, hvor Toma arbejder sammen med en forskellig producer på hver udgivelse. Dagene Efter er lavet sammen med produceren Tais, der også jævnligt laver musik med Karl William.
– På den her EP har det handlet meget om sangskrivning – at udvikle den og kaste sig ud i et område, hvor jeg ikke har været vant til at være. Melodi og sang får mere plads og i takt med, at jeg begyndte at arbejde med Tais, var det helt naturligt at gå i den retning. Og unaturligt! Jeg forsøger altid at prøve mine grænser af og udfordre mig selv. Tais’ produktioner betød mere åbne sange og tekster – i modsætning til det introverte, jeg tidligere har arbejdet med. Denne gang har jeg skulle udover mig selv. Det har bare været en naturlig proces. Hvor har jeg været, og hvor skal jeg hen nu. Hvem gider at gentage sig selv for meget?”
Herunder kan du lære Toma lidt bedre at kende gennem 10 hurtige sætninger, som vi har bedt ham færdiggøre.
1. Min musik er…?
– Meget personlig. Meget dyb. Min terapi. Alle udgivelser ser jeg som et kapitel i min egen historie. jeg kan tage en udgivelse frem, og så fortæller dig lige præcis, hvordan jeg havde det, da vi lavede det. Meget spændende.
2. Jeg begyndte at lave musik, fordi…
– Det var spændende at skrive sange. Snakke om sine følelser på lyd. Og fordi at det gav mig en ambition om at sigte større og tænke større om mig selv. Det var min vej ud af elendigheden.
3. Jeg finder inspiration i…
– Alt.
4. Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…
– Enten Tricky eller Khruangbin på pumpehuset. Eller måske massive attack på en strand i lissabon. Der er sgu mange.
5. Den vildeste koncert, jeg selv har spillet var…
– På Filuren i Aarhus under SPOT Festival. vi havde ikke øvet, fordi vi troede ikke, at der kom nogen. Der var helt fyldt, og det endte med at gå rigtig godt.
6. Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…
– Filosof
7. Min yndlingsartist lige nu er…
– Burna boy, ellers waldo & marsha, men det er en gruppe jo.
8. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At dybden er tilstede. Og at det ikke bliver tvunget frem. Det skal virke naturligt at skabe noget.
9. Når folk lytter til min musik, skal de…
– Have et frirum til at føle efter. Og tid til at lytte. Mit musik kræver din opmærksomhed.
10. Mit nye album/EP er…
– Første kapitel i en trilogi. De fem sange her på er popsange, som jeg er meget stolt af. Let tilgængelige, men stadig komplekse. håber I kan lide dem.