fbpx

Pixies – K.B. Hallen

Foto: Laura Voinescu
Venue: K.B. Hallen
Dato: Tirsdag den 1. oktober 2019

Pixies spillede deres kort relativt sikkert i KB Hallen, men hev alligevel en uundgåelige sejr hjem.

Pixies – K.B. Hallen
4.5 / 5 Anmeldelse

På en næsten helt mørklagt scene slenterede Pixies ind, finder roligt deres instrumenter frem og begynder, stadig mørklagt, på det surfede instrumentalnummer “Cecilia Ann”. Det er først på efterfølgende “Dead”, at scenen oplyses og Black Francis finder vej til mikrofonen. Et skævt og vanvittigt åbningsnummer fra smålegendariske Doolittle, der fint indikerer, hvad Pixies har medbragt til os henover de næste små to timer.

Der er ikke gjort plads til de mindste pauser mellem sangene, men i stedet eksploderer det ene nummer over i det næste på trommeslager David Loverings kommando. Selv i de få øjeblikke, hvor der lige skal skiftes en guitar, er der forbavsende stille i hallen og der er også langt mellem en mobiltelefon. Folk er her for at høre musik (og drikke fadøl), og det er næsten helt forfriskende her i 2019.  

Pixies er et sjovt band at definere genremæssigt, da de på den ene side sværger til punkens rå, eksplosive og hurtige sangstruktur men samtidig også tydeligt flirter med surf- og indierockens mere melodiske og tilbagelænede stil. Denne dynamiske dobbelthed kombineret med Black Francis’ karakteristiske vokal og surrealistiske tekster er bandets varemærke, og vi kommer da også vidt og bredt rundt i, hvad Pixies kan byde på denne aften.

Alle 12 sange fra det seneste album, Beneath the Eyrie, bliver spillet, og hvor det ofte vil virke tungt på et publikum, der gerne vil høre deres yndlingssange og klassikerne, så gør det ingenting, når man som Pixies formår at spille hele 38 sange. Bedst fra det nye album fungerede “In the Arms of Mrs. Mark of Cain”, “Silver Bullet” og “On Graveyard Hill”, mens særligt “Ready for Love” og “Death Horizon” føltes malplacerede. Måske netop derfor blev disse altid fulgt op med klassikere og i sidstnævnte tilfælde med intet mindre end “Here Comes Your Man” og “Where Is My Mind?”, uomtvisteligt to af bandets største publikumsfavoritter. Det var da også her, halvvejs i sættet, at publikum for første gang blev løftet fra stille beundring til ekstatisk fællessang. 

Som koncerten gled længere og længere hen, blev pauserne også generelt kortere og kortere og netop her opstod den egentlige magi denne aften. Joey Santiagos kropsnære guitarsolo på “Vamos”, Black Francis’ maniske skrig på “Tame”, Paz Lenchantins allestedsnærværende basgang og svævende korvokaler og David Loverings insisterende og dynamiske trommespil på “Mr. Grieves”. Alt gik op i en højere enhed og Pixies virkede nærmest usårlige. 

Koncerten lukkede med “Hey” og ekstranummeret “Debaser”, uden at der nogensinde under koncertens små to timers varighed blev sagt ét eneste ord til publikum. Men med en sætliste på 38 sange og et bagkatalog af en sådan kvalitet som Pixies ligger inde med, så er snak vel egentlig også kun endnu et forstyrrende og unødigt element.

Tags:
Theis Jehl
theisjehl@bandsoftomorrow.com