30 sep Ugens Upcoming: Spring & I
Foto: LEES Foto
Da Spring & I valgte at stoppe samarbejdet med deres pladeselskab og management, fik den elektroniske duo fuld kontrol over deres musik og udtryk. En frihed som gjorde, at duoen har genfundet deres inderste kerne.
Ditte Angelo og Marie Friis står bag den elektroniske duo Spring & I. Med deres kontrastfyldte musik, bestående af bløde klangflader og melodier der bliver spillet op imod hårde beats og produktioner, skaber Spring & I et frembrusende elektro-pop univers.
Udover at skrive og producere musikken, står de to kvinder også bag bandets visuelle elementer. Dette kan man blandt andet se i deres nyeste video til singlen “Try”. Lær Spring & I bedre at kende herunder:
Hvem er Spring & I?
– Vi hedder Ditte Angelo og Marie Friis, og er to stabile nordjyder, som elsker at producere tung elektronisk popmusik! Vi skærer alt bullshittet fra, og har selv alle hattene på, hvad end det drejer sig om vores produktioner, visuelle profil eller bizz.
Hvordan vil I beskrive jeres lyd?
– Pisse fed! Vores musik opstår, når vi trækker melodiske og harmoniske elementer ind i vores tunge elektroniske univers. Vores beats slår lige i mellemgulvet, og med elektrisk guitar og stærke, skæve vokalharmonier skaber vi et fængslende frirum med musikken, hvor der både er plads til at danse og lytte eftertænksomt efter.
Hvordan startede I?
– Vi mødte hinanden på efterskole (klassikeren) i 2011, hvor vi for første gang startede med at skrive musik. Ingen af os sang på daværende tidspunkt, men vi skubbede hinanden ud i det, da vi hurtigt begyndte at skrive tostemmig singer-songwriter musik i spandevis! Vi spillede en masse koncerter i denne konstellation, men kunne mærke at der manglede noget, og begyndte så på egen hånd at fedte rundt i Ableton og lege med beats og tung bas.
Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
– Vi leger stadig, og har det egentlig bare sjovt med det vi laver!
Vi tager ned i vores bunker, hvor vi producerer sammen. Det smarte ved computer-baseret musik, er dog at man kan have det med hvor som helst og når som helst. Vi starter derfor også tit på tracks hver for sig, men sender tingene frem og tilbage imellem os, og pludselig er der noget vi kan rocke med på! Vi bygger som regel vores sange op omkring et tungt beat og basgang eller vokal-samples vi optager, men har bibeholdt den tostemmige singersong writer-agtige måde at ligge vokalerne på, som er meget karakteristisk for vores lyd.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
– Smerz, Sassy 009 og Yaeji i forhold til vores produktioner – hvis du vil have en snas af det, så gå ind og lyt til vores playliste DJelectroPZY på Spotify!
Hvis I ikke skulle lave musik, hvad ville I så lave?
– Nok bruge lidt mere tid på at dyrke motion, og se en forfærdelig masse serier.
Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
– Efter at have stoppet samarbejde med pladeselskab og management, har vi brugt tiden på at finde ind til kernen af Spring & I, og laver nu kun musik vi selv synes er fed, hvilket vores singler “Trippin’” og “Try” er perfekte eksempler på! Imellem single-udgivelserne har vi skrevet en masse ny musik, som I nok skal få at høre.
Hvad er drømmen?
– At gå hele vejen med lige præcis den slags musik vi elsker at lave.
Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Så må det nok være “Try”, fordi den er fresh from the oven, men hvis du har brug for at gå lidt mere amok, så sæt “Trippin’” på!
Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Espresso Martini, da den er intens, skarp og opkvikkende med lidt creme på toppen.
Lyt til singlen “Try” herunder: