Ugens Upcoming: Elliot

Foto: Petra Kleis

Første gang Carl-Emil Lohmann gik under navnet Elliot, var i sin musical-karriere. Nu har han også taget det til sig som sit musikalske kunstnernavn. Lær det unge talent bedre at kender her, hvor han beskriver sin musik gennem bagels og Tiger Spice chai-latte.

Den 17-årige sanger gik fra at lave Instagram covers, til selv at skrive sange, og lande en pladekontrakt på kun to et halvt år. Det har ført til EP’en i don’t like to have fun, der består af fire ud af de 20 numre Elliot har skrevet. Hans lyd kan til tider minde om Gen Z ikonet Billie Eilish, som også er en af inspirationskilderne til Elliots lyd.

Vi holder et vågent øje med denne uges upcoming, som du kan lære bedre at kende her:

Hvem er Elliot?

Udover at Elliot er mit kunstnernavn, er det også et symbol på min personlige udvikling fra barn til ung voksen, da Elliot er et navn der har fuldt mig siden jeg var 13 år gammel, hvor jeg spillede hovedrollen i Det Ny Teaters opsætning af “Billy Elliot The Musical”. Billy kæmper i forestillingen for sin ret til at være den han er, og at turde stå frem og følge sine ukonventionelle drømme. Hans historie rørte mig dybt, for den afspejler hele min barndom og var med til at lære mig, at det er mere end okay, at være anderledes. Det er præcis hvad navnet Elliot definerer for mig, styrken ved ikke at være som alle de andre.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Min lyd kan beskrives som den perfekte bagel: Ost og jalapeño-bollen er fundamentet, her den genkendelige pop-lyd, der holder hele bagelen sammen. Den mest dominerende ‘topping’ (kødet), er vokalen, som udover at give smag og kant, får lov til at fylde mest. Der er de understøttende ‘toppings’, tomat, salat, og rødløg, som er den melankolske, dystre og poetiske atmosfære og lyd-univers som til slut toppes af med pesto, som er harmonierne og en produktion som omfavner og ophæver de ovenstående ‘toppings’.  

Hvordan startede du?

Min musikkarriere startede i 2017 da jeg begyndte, at poste covers af mine yndlingssange på Instagram. Jeg var 15 og elskede at synge, det var kun for sjov og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det på to et halvt år ville føre til en pladekontrakt og nu min første udgivelse. Dertil fans i alle aldre og fra hele verdenen, der har fulgt mig siden dengang, og støttet op om mig.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Jeg har forud for en session en klar idé om hvilket slags nummer jeg godt vil lave, jeg har gjort mig tanker om titel, stemning og handling. Det sidste halvandet års tid har jeg prøvet en masse forskellige kombinationer af teams af, og har med denne EP fundet et team som forstår mig og mine visioner og som griber mine idéer helt perfekt.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Jeg er meget inspireret af store kvindelige artister som Lana Del Rey, Billie Eilish og Melanie Martinez som jeg synes hver især har et vidunderligt lyd- og tekst univers.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Lana Del Rey’s nye album Norman Fucking Rockwell!.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg er i gang med at lave ny musik og lege med og udforske Elliot-universet. Det er et mega spændende projekt, og jeg glæder mig til at se hvorhen det tager mig.

Hvad er drømmen?

Drømmen er at turnere verden rundt, men mest af alt, at have rørt nogen så dybt med min musik, at de om 20 år ved lyden af den, straks ville blive bragt tilbage til følelsen de sad med som unge og tænke tilbage og smile.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

“Would you cry if I died”, da jeg synes det er den der definerer mig bedst som artist, og den sang der betyder mest for mig.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?

Jeg drikker meget lidt alkohol, derfor vil jeg karakterisere min musik som en Tiger Spice chai-latte – forestil dig en regnfuld onsdag eftermiddag, du er frustreret og ked af det, men smagen fra krydderierne og varmen som efter hver tår breder sig i kroppen, giver dig både styrken og modet til at turde være i følelserne og give efter. Min musik er rørende og omfavnende, og lige hvad man har brug for på de lidt tungere dage.

Tags:
Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com