15 sep JPEGMAFIA – All My Heroes Are Cornballs
Foto: Alec Marchant
Label: EQT Recordings
Udgivelsesdato: Fredag den 13. september 2019
Den seneste udgivelse fra JPEGMAFIA illustrerer rapperens musikalske potentiale i en række numre, der i et virvar af indtryk eleverer ham til et højere niveau.
[rwp_box id=”0″]
“You think you know me” lyder de famøse første ord på JPEGMAFIAs seneste album; et udtryk, der for alvor indkapsler tendensen af LA-rapperens lyd på All My Heroes Are Cornballs. Et album, der med to singler forud for udgivelse har oplevet massiv hype på internettet – især i lyset af sidste års anmelderdarling Veteran, der med sin nytænkende, bombastiske og passende minimalistiske sample-tunge produktion tændte en flamme i internetundergrunden, og for alvor satte rapperen i spotlyset som en unik stemme i midten af en overmættet trap-præget genre. Herhjemme resulterede eksponeringen i en udsolgt koncert på Loppen i november og senest på Roskilde Festival til en propfyldt Apollo-koncert. Der er altså ingen tvivl: Øjnene er rettet mod JPEGMAFIA, og forventningerne er tårnhøje.
På trods af at førnævnte citat længe har ageret markør for JPEGMAFIA-tracks, har udtrykket aldrig været så væsentligt som lige nu. Hvis man trykker play med forhåbninger om en videreførelse af Veteran-lyden, vil man sandsynligvis blive slemt skuffet. De halvmonotone rowdy smadder-beats, der på sin vis fungerede fremragende, er pakket væk for at blive erstattet af atmosfærisk glitch-hop produktion, som viser sider af JPEGMAFIA, man aldrig før har været vidne til.
Intronummeret – “Jesus Forgive Me, I Am A Thot” – besidder umiddelbart samme lydbillede som tracks på Veteran lig “1539 N. Calvert”, og titlen antyder en forlængelse af tidligere internet/meme-orienterede elementer – men ligheden stopper til gengæld også her. Ved sangens omkvæd bryder rapperen ud i sukkersød autotune-sang og baner hermed vejen for en popæstetisk stemning, der går igen på samtlige tracks undervejs; herunder ved “BasicBitchTearGas”, der fungerer som et cover på mega-pophittet “No Scrubs” af TLC, hvor JPEGMAFIA nænsomt udbreder sine bløde vokaler på et dystert lofi-beat, der mest af alt lyder som et cut fra Earl Sweatshirts mørke lydunivers. Denne kontrast mellem indhold og overordnet eksperimenterende æstetik præger i høj grad albummet hele vejen igennem, og understreger JPEGMAFIAs sædvanlige absurditet såvel som humoristiske sans. En tendens, der helt upoleret kommer til syne i nummeret “Thot Tactics”, hvor han i omkvædet synger “I wanna rock your world // I wanna be your girl“, efterfulgt af et rap vers, der i skarp modsætning til trackets bløde trap-synths, handler om alt andet end kærlighed: “Put the keyboard down, get the MAC out // Blackout, make a motherfucker back out“. I kraft af JPEGs utilregnelige og nærmest skizofrene persona virker denne tendens på overraskende vis rigtig godt – og ikke mindst enormt underholdende.
Hvor rapperen hidtil har været kendetegnet ved en særdeles ligefrem in-your-face lyrik, der mest har fungeret som supplement til en imponerende og fornyende produktion, er der på dette album tilmed tale om et frisk pust i form af en række mere introspektive tracks undervejs. Et eksempel på dette ses ved sangen “PTSD”, hvor JPEG sandsynligvis refererer til sin tid som udstationeret i Irak og det svære liv, det efterfølgende medfører – ikke mindst rent psykisk.
Endnu mere selvreflekterende bliver rapperen på nummeret “Free The Frail”, der i samarbejde med den canadiske sangerinde Helena Deland for alvor cementerer albummets til tider melankolske undertoner. JPEG vender blikket mere indad end nogensinde før og beretter med skarp lyrik om bagsiden af den berømmelse, han efter Veteran oplevede: ”I feel annoyed // I’m feelin’ strange // I feel the gains, I fill a void // I’m still a roach, I’m doin’ shows, I feel employed”. Deland afslutter elegant sangen med et a cappella-stykke, der på gåsehudsfremmende vis markerer dette track som et af de absolutte højdepunkter i hele JPEGs diskografi. At der ovenikøbet er tale om et musikalsk udtryk, rapperen aldrig før har prøvet kræfter med, understreger blot yderligere hvordan JPEGMAFIA med triumf udfordrer sit potentiale som artist ved at bryde adskillige genrebarrierer. Et udtryk, der ydermere ses på tracks som “Kenan Vs. Kel” (anden halvdel) og “PRONE!”, der med sine distortede guitarpassager og JPEGs aggressive produktion samt vokalperformance pludselig virker helt punket.
På All My Heroes Are Cornballs viser JPEGMAFIA således, at han er skarpere end nogensinde før med en eksperimenterende produktion, der på fremragende vis fastslår hans evne til at brede sine vinger ud og udvide sin artistiske horisont. Fra hårdtslående punk-bangers til dybfølte selvreflekterende popseancer, får man på dette album hele pakken af rapperens innovative internet-rap; og det fungerer særdeles vellykket.
